En verden af oplevelser
Helt tilbage til de antikke olympiske lege har mennesket været fascineret af hestevæddeløb, hvor grækerne blandt andet afholdt løb med føl.
I dag er væddeløbssporten udbredt over næsten hele verden, og i mange lande er den kæmpestor.
Det er der en rigtig god grund til: Hestevæddeløb er en verden fuld af oplevelser.
Alene det at nyde synet af de toptrænede heste i aktion er en oplevelse i sig selv. Dertil kommer den intense spænding under løbene, især når man har spillet.
Men væddeløbssporten er også en af verdens mest sociale sportsgrene for tilskuerne, hvor der er tid og mulighed for at være sammen med familie og venner samt møde nye mennesker under afslappede former.
Væddeløbsbanerne bliver derfor også brugt af mange forretningsfolk til at mødes og netværke i de mere uformelle rammer end et ordinært mødelokale.













































