Fyens Væddeløbsbane

Mobile navigation

Nyt samarbejde til glæde og gavn for børn og unge

Ponytrav Oploeb Eftgeraar 2014 2
Del artiklen:Sharing - FacebookSharing - Twitter
08. februar 2021 15:50

En ny samarbejdsaftale mellem Fyens Væddeløbsbane og naboen Broløkke Sportsrideklub giver børn og unge forbedrede muligheder for at indgå i sociale fællesskaber på tværs. Aftalen sikrer også travskoleelever flere og mere varierede træningsfaciliteter samt mulighed for opstaldning af private ponyer helt tæt på banen.

Fyens Væddeløbsbane og Broløkke Sportsrideklubs fællesrettede visioner om en lokal relevans og et særligt fokus på fællesskaber på tværs i børne- og ungdomsarbejdet udmønter sig nu i en ny samarbejdsaftale til fælles glæde og gavn.

Igennem denne aftale stiller Broløkke Sportsrideklub ridebane og springbane til rådighed for elever i Fyens Væddeløbsbanes Travskole, ligesom der gives mulighed for at deltage i fastlagte ugentlige aktiviteter på lige fod med klubbens øvrige medlemmer. Især for travskolens mindste vil det give en yderligere tryghedsfølelse i den indledende læring omkring håndtering af ponyer. I aftalen ligger også, at der vil blive indbudt til fællesarrangementer med både fagligt indhold og socialt sigte.

Ved ledig bokskapacitet i Broløkke Sportsrideklub gives der fremadrettet fortrinsret til private ponyer ejet af elever i Fyens Væddeløbsbanes Travskole, der således vil kunne bruge væddeløbsbanens faciliteter i den daglige træning.

  - Det er med stor glæde, vi præsenterer denne aftale med Broløkke Sportsrideklub, der giver vores børne- og ungdomsafdeling flere muligheder og samtidig bidrager til fortællingen om vores arbejde med at skabe inkluderende fællesskaber på tværs. I vores selvforståelse er vi ikke konkurrenter, men tror derimod på, at vi kan løfte hinanden igennem fælles værdiskabelse, siger Fyens Væddeløbsbanes adm. direktør, Claus Juncker.

Fyens Væddeløbsbane stiller fremadrettet træningsfaciliteter til rådighed for Broløkke Sportsrideklubs medlemmer i det omfang, det er muligt under hensyntagen til banens regler for brug af træningsanlægget.

Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse samt vurdere brugen af de enkelte elementer på danskhv.dk og herunder fvb-odense.dk. På dette website bruges cookies til statistik og personalisering af indhold og annoncer. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken.

Læs mere