Bongos Corner 27

I den første afdeling af denne artikel nævnte jeg den hurtige forståelse omkring travsporten, som Jens Rasmussen havde, da mange af hans unghestekøb var ud af den dengang nye amerikanske avlshingst Joe’s Pride (Volomite), hvor Jens Rasmussen absolut så rigtigt og ved nærmere studier viser det sig også tydeligt, at selv moderlinjerne havde han hurtigt styr på, og der er såmænd ikke noget at sige til, at han hurtigt havde en tophest til hurtigklassen her på Fyn igennem Anny (Joe’s Pride - Rosita / Beau Geste B), der gav mange gode oplevelser til Stald Susan i sin karriere, og det var bestemt ikke tilfældigt, for den gode hoppe, der blev købt sammen med lillesøsteren Belinda (Butler – Rosita / Beau Geste B), af en anden dygtig opdrætter og hestehandler samt kollega Karl Rasmussen fra Langeskov, for det viser sig, at netop Rosita selv var halvsøster til den virkelig gode Olrick (Sir Petter Britton) ud af Harrison Dillon datteren Anny Harrison og netop Olrick var jo den første vinder nogensinde af Provinsmesterskabet-1956, på Jydsk Væddeløbsbane, kørt af Karl Rasmussens søn Jørgen og den var trænet af tidligere FV championtræner Erik Hansen.

Anny var i første omgang svær at få fat på, da Karl Rasmussen ikke ville sælge hende, og derfor blev Belinda købt først, men senere hen, da de to hestehandlere var på en indkøbstur, sagde Karl pludselig: Ved du hvad, Jens, jeg har for mange heste, og du må gerne købe Anny!

Hun var en stor stærk hoppe med en efterfølgende lang karriere, hvor hun først for træner Arvid Andersson vandt en hel del løb og bl.a. over den velvoksne distance 3500 meter, hvor hun var total overlegen over heste som Alinga Pastime og Tomahawk!

Efter Arvid Andersson dødsfald blev hoppen skiftet til Erik Hansen, hvor hun bare fortsatte sin fornemme karriere, hvor det blev til sejre i både Nytårs Handicap og Foraarshandicap samt Houlbergs Ærespræmie!

Efter endt karriere blev Anny forsøgt i avlen uden den store succes, da hun var umulig, til ejerens store ærgrelse, at få i fol og med hensyn til halvsøsteren Belinda, så blev hun efter karrieren også avlshoppe i Tarup, hvilket vi vender tilbage til senere!

Efter Anny kom der et lille tomrum med heste til topheste, men efter en god og meget hurtig handel fik Stald Susan en ny hest i General Nelson og så kom der rigtig gang i den!

Jeg fandt en sjov artikel fra en lokal avis, der på en sjov måde præsenterede denne sorte hingst for de store publikum, og jeg har selv fyldt lidt på!

"Jeg hedder General Nelson, og jeg er fire år gammel og gnistrende sort. Man siger om mig, at jeg er fyrig til himlen, og det tager jeg som en kompliment, for man er vel en væddeløbshest! Min opdrætter hedder Niels Kampmann Madsen, og han holder meget af heste. For nylig købte han en landejendom for at skaffe sine firbenede venner endnu bedre kår (Det var efter salget af General Nelson), for da jeg havde nået skelsår og alder, blev jeg solgt til Stald Susan."

Her kan jeg fortælle om handlen, der skete en almindelig dag, hvor Jens Rasmussen var en tur på banen, som så mange andre gjorde på den tid og her så han Niels Kampmann Madsen stå ved Henning Jacobsen stald, med en herlig sort unghest og han spurgte straks: Hvad koster den????

Niels Kampmann Madsen var hurtigt med sit kække svar: 10.000 kroner (hvilket var temmelig mange penge dengang for en travhest) og hertil svarede Jens Rasmussen uden tøven: Den nupper jeg!!

Her viste hestehandleren, hvilket godt øje han havde for heste, for lige meget hvad prisen var, blev det et utrolig godt køb for Stald Susan og for træner Henning Jacobsen blev det nok hans sorteste øjeblik i karrieren, da kæmpetalentet General Nelson, blev købt umiddelbart til anden side, lige inden den trådte ind i stalden hos ham.

"Kære læsere, De skal nu lige vide, at min mor hedder Pierette (Full Tilt – Donna Harvest). Hun har tidligere født Eltra (Butler) og Frances Hanover (Patton Hanover), som ud over at være mine søskende også er mine gode venner. Jeg hilser i hvert fald altid pænt på dem, når vi mødes under træningsarbejdet på banen. Min far er Nelson the Great (Bulwark – Frances The Great / Pastime) og ham har jeg aldrig set, men jeg har hørt så meget pænt om ham. Jeg startede ikke som toårig, men ventede med at debutere til den dag, jeg fyldte tre år. Det var den 21. marts sidste år (1964), og jeg blev nr. tre, så det var jeg ganske godt tilfreds med.

Tiden kan De også godt få, den var 1.36.6, og løbet gik over 2040 m. Jeg fik min første sejr i min fjerde start. Jeg husker det, som var det i går. Løbet gik 2060 meter efter startvogn, og jeg fik noteret tiden 1.31.9. Både jeg og mine ejere var ovenud glade. I 1964 startede jeg 23 gange, og det hændte kun to gange, at jeg var uden for præmierækken. Det blev til i alt tre sejre, ni andenpladser og ni placeringer. Jeg tjente i alt 9.200 kroner, og den eneste treåring, der overgik mig, var Stald Domas, Goliat Olympia (Victory Mon – Teofani / Joe’s Pride), der travede 9500 kr. ind. Fem gange i træk blev jeg i øvrigt nr. to, så på det tidspunkt var det mig, der blev kaldt „den evige toer", et tilnavn som nu Fillip Freersvang har arvet. I dag får jeg otte konkurrenter. Jeg ved ikke, om jeg kan vinde; men min træner Arvid Andersson ved, at jeg gør, hvad jeg kan.Stol kun trygt på det.

General Nelson"

For historiens skyld vil jeg lige nævne nogle andre rigtig gode fynske heste i denne årgang, med navne som Gut og Gosse hos Aksel Madsen samt Gorm hos Erik Madsen og endelig Guld Albani hos Rudolf Jensen.

Herefter gik det virkelig fremad med General Nelson og den sorte hingst blev igennem nogle år den bedste hest på FV, med rigtig mange flotte præstationer og topsejre og i 1966 kom så den første store artikel om Stald Susan, da General Nelson nu var blevet kåret som – Årets Hest på FV – for anden gang, og vi bringer noget af den her:

Manden bag den kendte fynske travstald, hestehandler Jens Rasmussen, fortæller her om glæden ved at eje en stjerne som General Nelson og baggrunden for hans deltagelse i travsporten.

Det er altid spændende at få at vide, hvem der skjuler sig bag pseudonym. I få tilfælde er der mange, som ved besked, men et af disse få tilfælde skal i dag med pseudonymets tilladelse offentliggøres, så ingen hestesportsinteresserede længere skal være i tvivl om, at manden bag pseudonymet Stald Susan og således ejer af ”Årets Fynske Hest", General Nelson, er hestehandler Jens Rasmussen, Bakkevej 37, Tarup ved Odense.

Vi har besøgt Jens Rasmussen for at få en snak om heste, om arbejdet med og glæden ved at beskæftige sig med de smukke dyr, og det var en beredvillig og glad hesteejer at få i tale.

MANGE OPLEVELSER!

Det er blevet til mange oplevelser i den halve snes år.

Ja, det tør antydes. Jeg har haft adskillige dejlige travere i min stald, men jeg vil ikke lægge skjul på, at stjernen så afgjort har været General Nelson, som nu for andet år i træk har gjort sig fortjent til Fyns Tidendes hæderspris. Den har lavet et ualmindelig fint stykke arbejde, men disse resultater var ikke kommet uden min træner Kaj Rasmussens bistand, for hvis en hest ikke manageres rigtigt, udebliver resultaterne.

Kaj Rasmussen og General Nelson har sammen vundet 12 sejre i år, og det er indtil i dag det bedste resultat på den fynske bane.

Jeg har været glad for hver eneste, men vil dog alligevel gerne fremhæve sejren i Finlandsløbet, som den største sportslige oplevelse. Ikke alene besejrede General Nelson de gæstende finske hurtige travere, men ligeledes navnkundige Jens Jensens vidunderhest Cim Payne (Joe’s Pride) måtte neje sig, så det var en dejlig dag!

Men der er mange andre heste i stalden udover General Nelson

Ja, i øjeblikket har jeg en 13-14 stykker hvoraf flere er lovende ungheste. Sidste løbsdag var det Jan Mon (Victory Mon – Stjernen / New England), som på bedste vis repræsenterede mine farver, men også Jabounette (Jaboune – Jane Guy / Orfa), Knop (Patton Hanover – Cosi Fan Tutte / K.E.K.O.) og den ustartede Kristina (Newport Orbit - Jane Guy / Orfa) venter jeg mig en del af i den nye sæson.

Det uundgåelige spørgsmål om en sådan stor stald kan svare sig, besvarer Jens Rasmussen med et lille smil og følgende:

Når man har en hest som General Nelson, der i 1966 alene vandt 23.000 kr., er det klart, at jeg ikke må beklage mig. Men det er i øvrigt en hobby. Folk har jo forskellige interesser, og for mig er dette med hestene blevet en lidenskab, som jeg ikke kunne tænke mig at give slip på. Og heldigvis deler min familie denne interesse.

Min kone Tove følger alle hestene med opmærksomhed, og vores datter Susan, hvis navn stadig dækker over mine væddeløbsfarver, er selv aktiv rytterske, så det er ikke vanskeligt her i huset at finde et samtaleemne, hvor alle kan være med.

Jens Rasmussen har for kort tid siden erhvervet en gård på Nordfyn, som nu skal indrettes som stutteri for hans travere, og der er ingen tvivl om, at hans firbenede venner her vil få et fristed ud over det sædvanlige. Med hesteejere af Jens Rasmussens støbning er den fynske bane velrustet, hans indstilling til sporten, til at tage de uundgåelige skuffelser uden beklagelse og ikke mindst hans kærlighed for avlsarbejdet gør, at vi fuldt ud kan tilslutte os publikums valg af, ”Årets Fynske Hest”, som samtidig er en cadeau til ejeren. Og han fortjener det.

Jeg vil gerne tillægge lidt flere historier her, og lad mig først starte med den mest sørgmodige, og det gælder hestens første træner Arvid Andersson, der skulle køre General Nelson i derbyet i 1965, men træneren var på dette tidspunkt meget syg, og det var så slemt, at Jens Rasmussen sagde til træneren en time før løbet, at han skulle slette hesten, grundet Arvids helbredstilstand, men træneren insisterede på at starte, når nu hesteejeren havde betalt så mange penge for at stille til start og derved blev det, men allerede kort efter start stoppede Arvid Andersson med at køre og kørte ind på den lille bane, for at følge løbet, og det blev det sidste løb, som den dygtige træner deltog i, da han kort tid efter døde!

Efterfølgende var det en meget flot gestus fra Jens Rasmussens side, at han lod hesten blive i stalden hos den nye træner Kaj Rasmussen, der her kunne starte sin trænerkarriere med en tophest i stalden, men dette skete måske også på grund af netop Generel Nelsons opførsel, for han var noget af en bandit inde i stalden og var absolut ikke nem at have med at gøre og faktisk var det staldmanden Bent Tangholm (der senere flyttede til hovedstaden) der havde mest styr på hingsten, så dette var måske også en vigtig årsag til ikke at flytte hesten til nogen anden stald eller træner, som Anny, der jo gik til Erik Hansen.

General Nelson blev sporadisk brugt i avlen uden den store succes, og Kaj Rasmussen vinder sin sidste sejr med hesten i 1967, men den dukkede senere op som vallak hos Rudolf Jensen, hvor den endelig kunne sige farvel til de fynske publikummer, med en sejr den 5. oktober 1969 for staldmand Thorkild Hansen og en lang og flot saga på Fyens Væddeløbsbane, var til ende.