Bongos Corner 33

Vi har før fortalt lidt om det kæmpestore arbejde, der ligger bagom de mange væddeløb, der bliver afviklet hver eneste uge her i landet, hvor eventyrlig mange mennesker er involveret på den ene eller anden måde, så de mange heste kan møde top trænet til start, men først skal de jo også lige transporteres rundt til banerne, og måske skal de have nye sko til løbene, eller dyrlægen måske lige er forbi til et sundhedstjek?

På den administrative side skal der meldes til løbene, produceres programmer, findes sponsorer, ja tiltrække så meget publikum til løbene som muligt og ved siden at dette kommer alt omkring spillet, hvor åbenbart utrættelige mennesker beretter om hver eneste hest, der starter, jo antallet af ansvarlige personer, der er involveret i det hele er utællelig!

For hestene er der to meget vigtige faktorer, som er, træner samt staldpersonale, og specielt de sidstnævnte bruger al deres tid på de heste, som de har ansvaret over, og der er ingen af dem, der tæller timerne. Der har heldigvis altid været mange frivillige hænder på dette område og specielt i disse tider hjælper de godt til.

Tilbage i tiden var jobbet som staldmand noget, som man stod tre år i lære for at blive (der måtte max. være femten lærlinge ad gangen, på de to københavnske baner) og efter dette fulgte et langt forløb i dette erhverv, hvorefter man med passende mellemrum afholdt trænerskoler, med afsluttende eksamen, hvis man ønskede at gå den vej.

I dag virker det hele lidt nemmere, og hvis man gerne vil være væddeløbstræner, så er det ikke så svært, men selve uddannelse omkring pasning af væddeløbsheste, er desværre forsvundet for længst.

Hvordan er det så at være staldmand? Det er næsten umuligt at beskrive, men jeg har leget lidt med tankerne, og de følelser jeg selv havde for rigtig mange år siden, og her er nogle linjer, der måske kunne give et fingerpeg om en almindelig vintermorgen!

MIG OG MIN KAMMERAT!

Det er en rigtig kold morgen, hvor min ånde hurtigt bliver til rimfrost i luften, og jorden under mig knirker for hvert et skridt, at jeg tager. Det er stadigvæk meget mørkt, og det er kun mine bevægelser og åndedræt, der høres, for Danmark er slet ikke stået op endnu!

Den tunge stalddør bliver skubbet til side, nok til at jeg lige kan komme ind i varmen, og den sædvanlige staldlugt rammer mig øjeblikkelig, og man kan ikke lade være med at stå stille et øjeblik, for det er her, at man allerede kan mærke/føle, om der skulle være noget, der ikke er rigtigt. Min hånd rammer efter mange års rutine hurtigt lyskontakten i mørket, og de gamle lysstofrør starter – med urolige lyde - ganske langsomt op, og de første bevægelser og lyden af hestene dukker stille og roligt op. Først en hurtig runde forbi alle boksene, for det første tjek giver det endegyldige svar på, at de alle mine venner er kommet igennem natten uden problemer!

Min ”stjerne” skal kun have almindelig langsomt arbejde i dag, men for de andre, der skal have krævende hurtig arbejder eller andet, der forlanger stor fysik, er det utrolig vigtigt, at de her fra morgenstunden af virker til at være 100 % i orden, for ellers ville træningen være langt mere ødelæggende end gavnende, så her ligger der allerede et meget seriøst ansvar.

Staldkatten ”Karl” kommer lydløst løbende, med halen lige i vejret, og vi skal igennem samme rutine som hver eneste dag, hvor han gnider sig op af mine ben, og han får altid at vide: Du får ikke noget at æde før middag, og du kan bare fange en mus, din dovne kat, hvorefter han bare forsvinder igen, tilbage fra det sted, hvor han dukkede op fra.

Da jeg skubber fodervognen ud, bliver jeg mødt med tilfredse lyde fra boksene, og flere steder kan jeg høre, at der bliver drukket vand fra vandkopperne. Denne store tilfredshed med morgenfodret er en af de bedste lyde i en stald, men ens tanker kan sagtens gå lidt tilbage på dem, der stadigvæk ligger hjemme i deres varme senge, og man ryster lidt af kulde ved den fornemmelse og puster lidt varme ind i hænderne. Man kan samtidig høre aktiviteter i de andre stalde, og en ny dag er begyndt.

Kan høre en af hestene har problemer med sin vandkop, åh hvor jeg dog hader dette vandingssystem, for i gamle dage, hvor vi vandede hestene tre gange om dagen, med rindende klart vand i en vandspand, der vidste vi med sikkerhed, at alt var i orden med dem, da vi med nogenlunde garanti ved besked om, hvad hver eneste hest drak, men nu, har man ikke den mindste anelse om, hvor meget væske de får i sig om dagen, og disse vandkopper, er jo ikke andet end sygelige bakteriebomber, lige meget hvor meget man forsøger at rengøre dem, hver eneste dag.

”Min stjerne” skubber altid lidt mig, når jeg går ind i boksen med morgenfoderet, hvilket er hans måde at sige godmorgen på, og vi får lige dagens første lille samtale, for at sikre os, at vi begge er kommet godt igennem natten.

Han viser i øvrigt meget hurtigt, med tydelighed når han er færdig med sit morgenfoder, hvor han er hurtig henne og presse lidt på boksdøren med mulen, hvilket er det klare tegn på, at han nu er klar og vil ud. Når det begynder at lysne, åbner jeg boksdøren til ham, og dagens første rigtige kontakt bliver en realitet, hvor han skal altid have lov til at nippe lidt i halstørklædet, og hvis ”han” kan hive kasketten af også, kan ”han” næsten ikke få bedre start på dagen.

Man glæder sig hver dag, at man trækker ham ud på staldgangen for at gøre ham klar, og selv om det er en daglig rutine, bliver det aldrig det samme, for ligesom imellem to mennesker er dagene og situationen forskellige, og her til morgen skal han have al den ros, der er muligt for hans sidste præstation, for lige meget hvor mange vindere man har passet igennem årene, er sejrene altid de højdepunkter, der skal dække over de mange uundgåelige store skuffelser, som man altid får i dette arbejde, så en hest skal altid have at vide, når den har gjort det godt, og så er der selvfølgelig også de mange ”hemmelige” samtaler imellem os.

Det er stadigvæk halvmørkt og meget koldt udenfor, da jeg slap mig selv ud og hurtigt hoppede op i vognen, hvor man hurtigt får samlet tæpperne omkring sig, så kulden ikke rigtig når at fat i én, og man kan altid forsigtigt slå lidt kuskeslag med armene, for at holde blodomløbet i gang!

Der bliver skridtet langsomt ud mod banen, og man passer på ikke at ramme noget nyfrossen is efter vandpytter, som han kan glide på, og man konstaterer hurtigt, om ”han” virker normalt. Han stopper op de normale steder, hvor ”han” lige skal se sig omkring, med ørene fremme, og det er lige som om, at ”han” skal sikre sig, at alt er, som det skal være. Nogle fugle er begyndt på deres morgensang, men ellers er alt stille og roligt over det hele. Han kan pludselig begynde at puste luften ud hårdt med udspilede næsebor, hvilket betyder, at han har fået øje på et eller andet, og i de fleste tilfælde er det bare en kat, der kommer listende ud fra krattet, men det er situationer, som man skal være ekstra opmærksom.

Engang imellem er det nødvendigt lige og sige til ”ham”; Hvad har du tænkt dig, skal vi stå her hele dagen? ”Hans” ører roterer hurtigt rundt, og han lytter efter de tungeslag, som efterfølgende kommer ud af min mund, og derefter starter han fremad igen i skridtgang, men denne scene med at stå stille bliver gentaget, når han kommer frem til banen, hvor han pludselig begynder og vrinske, lige som for at fortælle de andre, at han kommer nu. Nogle gange er der andre heste, der svarer ham, inden ”han” af sig selv sætter i trav, og normalt kommer halen i vejret, og han traver på fire stive ben derudaf og samtidig løbe i en flitsbue i vognen, samtidig med ”han” virkelig lukker luft ud af sine næsebor, hvilket er dagens største bevis på ”hans” store tilfredshed med livet.

”Han” finder hurtigt ind i sin rytme, og dagens langsomme arbejde kan begynde, hvor vi skal tilbagelægge otte til ti kilometer, og pludselig falder man helt ind i sig selv, hvor man igennem linerne føler kontakten til ”ham”, der løber og leger lidt med biddet, og man lægger mærke til hans herlige smidige bevægelser og jo, ”han” er, som han skal være, her hvor vi er borte fra den stressede løbedag med de mange mennesker, heste / støj / farver og musik, der altid kræver meget af ”ham”, for han vil altid gøre sit bedste, og minderne løber tit igennem hovedet på mig, om de mange store oplevelser jeg har haft med ”ham”, med alle de mange glæder, ”han” har givet mig, og man spekulerer ængstelig over, hvor længe ”han” kan blive ved med at yde disse kraftpræstationer, som han gør hver eneste gang!

Som staldmand må man ikke forelske sig i dyrene, og det første du lærer er, at betragte dem som en arbejdskammerat, men det er nu nemmere sagt end gjort, og nogle heste er svære at sige farvel til end andre, og mange af disse heste har man brugt mere tid sammen med, end sine egne børn.

Jeg kommer med lidt rosende ord til ham, og jeg kan se på ørene, at ”han” lytter til alt, hvad jeg siger, og vi er klar til dagens snak: Du blev hædret i går min ven, som en af de bedste i årgangen, som du har fortjent, men den helt store hæder fik du ikke, da man valgte en anden hest til den allerbedste, men jeg ved, hvem af jer der er den bedste, og at du ville slå den over hvilken som helst distance, hver eneste gang I begge er 100 % i orden, og det er nok for mig, men lidt uretfærdigt for dig, fortæller jeg ham!

Her fyldes man med stolthed over det arbejde, som man har lavet, med tanke på hans tilstand, da han kom til stalden, hvor specielt bagbenene ikke havde det særlig godt, men det fik vi stille og roligt kureret, samtidig med, at vi sat lidt liv i ham igen og lod ham lov til at være den ”gadedreng”, som han er af natur, hvilket han helt tydeligt trives med.

De mange kilometer er ved at være afsluttet, og ”han” ved det ligesom selv og stopper op i god tid før staldindkørslen og skridter resten af vejen ind imod stalden. Nogle af de andre staldfolk kommer forbi og kigger beundrende på ”ham” og siger opmuntrende: Han ser altså kanongodt ud! Og vi skridter resten af vejen ind til stalden, hvor træneren dukker op og kigger med sine søgende øjne, om der skulle være noget galt, men det lille korte nik er et klart signal om, at han er tilfreds med, hvad han ser.

Dette kolossale vigtige samarbejde imellem træneren og staldfolkene er altafgørende for hestenes succes, og selv om han til tider kan være stjernetosset på mig og omvendt, er respekten i sådan et samarbejde utrolig afgørende, og der findes ikke noget værre end, når man har gjort en hest virkelig klar til et løb, hvorefter træneren så kører et ”lorte-løb” med den, men heldigvis er det med årene blevet sådan, når jeg kigger ondt på ham efter et løb, at han hurtigt siger: Det var min skyld!!, hvorefter vi hurtigt kommer videre, for det næste løb er altid det vigtigste.

Jeg spænder ham fra, og ”han” har aldrig for travlt med og komme ind i stalden, selv om ”han” burde vide, at dagen langtfra er slut endnu, men det er tydeligt, at ”han” nyder denne tid, hvor jeg nusser lidt om ham, hvor mine fingre specielt på benene søger efter små sår eller andet, der ikke skal være der, eller når jeg masserer hans ben, inden jeg lægger staldbandagerne på ham, men lige så snart jeg finder et par gulerødder i lommen, er han klar, og efter endnu en ”lille privat snak”, stiller jeg ”ham” tilbage i boksen igen, inden ”han” senere skal en tur i folden (han er så glad for den lille interimistiske fold, som jeg har lavet til ham) eller bare trækkes en lille tur, og sådan forsætter hver eneste dag, inden han atter skal ud og imponere det store publikum!