Bongos Corner 37

Bongos Corner 37

BANEREKORDER OG PRESSEOMTALE PÅ FVB!

Denne gang skal vi ind på endnu et par store faktorer med hensyn til væddeløbssporten på Fyn og i hele landet, som vi på en måde kan slå det lidt sammen, med en ældre artikel fra en banerekords dag, tilbage fra de gode gamle dage.

Lige siden starten af trav- og galopsporten her i Danmark, har man altid haft en virkelig god pressedækning, hvor samtlige landets store aviser dækkede sporten fyldigt samt med stor jævnlighed og i de fleste af landets kiosker kunne man tydeligt finde sportens eget organ Væddeløbsbladet (Det Grønne) på hylderne.

Alt dette ebbede ganske langsomt ud igennem årene – uden nogen gjorde noget ved det – og specielt efter den store Tarok periode, hvor mange af de tydelige faresignaler for sportens velvære, aldrig rigtig blev set af de ansvarshavende og på et tidspunkt besluttede man sig endog også for at lukke ned for det ugentlige væddeløbsblad, der var det absolut eneste kontakt imellem sporten og det store danske publikum og som på dette tidspunkt var  - Det Grønne – det eneste i sporten, der gav overskud, hvilket vil sige, at bladet gav et økonomisk overskud ved egen drift, men alligevel skulle det spares væk.

Alt dette skulle reddes af indskudsspil, først med direkte lyd i boderne og derefter levende billeder, men de sidste mange år har jo ikke være nogen dans på roser og værst af alt, har man mistet forbindelse til det store publikum for altid, og det er beskæmmende, at man i Odense kan tale med folk, der ikke engang ved, at der findes en væddeløbsbane her i byen.

Mange sportsredaktioner rundt omkring i byerne med væddeløbsbaner har ligeledes fået den opfattelse, at der er ingen, der interesserer sig for væddeløbssporten mere, men kigger man på publikumsmængden, der møder op til løbene i hele landet, og specielt på FVB, så er der kun fodbold – håndbold – ishockey, der har flere tilskuer, end vi har, så den påstand er jo hel skæv, men der kan jo være mange forskellige årsager til, at der heller ikke bliver solgt aviser mere i Danmark, man har måske fejlvurderet, hvilket kundegrundlag, man havde?

En af de journalister, der har skrevet mest om Fyens Væddeløbsbane igennem årene er den gamle sportsredaktør Poul Ib Pedersen og lad os mindes hans måde at referere en løbsdag på, med følgende artikel fra sommeren 1983!

TAROKS REKORD FALDT!

Der gik et sus gennem publikum, da topfavoritten Glenquin fejlede i staldsvinget. Men det var for ingen ting at regne, da dens kusk Birger Jansen efter at have kørt feltet op fortsatte sit angreb og strøg forbi med en hastighed, der ikke tidligere er set på Fyens Væddeløbsbane.

Resten var legeværk for den regerende Danmarksmester, som paraderede en overlegen sejr hjem i ny banerekord 1.15.8, en forbedring af den navnkundige Taroks topnotering med et halvt sekund. Fantastisk.

Han speedede i hvert fald bedre end 1,10, da der blev lukket op, sagde en tilfreds Birger Jansen efter den fremragende indsats. Jeg tabte en tå vægt, og det var nok derfor, han fejlede. Men det var et dræbende tempo, den MJ Omar lagde ud i. Havde det været nødvendigt, kunne jeg let have kørt hurtigere, men der var jo ingen konkurrence til slut.

Publikum klappede ekvipagen hjem, men der var også respekt for Birettos andenplads i 17,4 og den lille amerikaner MJ Omar, der skabte løbet.

FAROKKEN

Men det var langt fra slut med de sportslige oplevelser med denne opvisning. Der var endnu Farokkens møde med dens besejrer fra Skive, Feicy Hjordal, og Florican Dirt at se hen til. Det blev en uhyre nem sejr for Tarok-sønnen med det seje træk. Lynspeed for at få spids, derefter dirigerede dens sædvanlige partner Jørn Laursen begivenhederne. Da Feicy Hjordal satte sit angreb ind i opløbssvinget, kunne Jørn Laursen sidde helt roligt og se på konkurrentens anstrengelser.

Det var hélt efter beregning, forklarede Jørn Laursen efter opgøret. Da vi blev angrebet, tog Farokken biddet igen, og så var det løb kørt. Efter Feicy Hjordal kom Flying Nevada, som den svenske træner Hans Svensson kørte, efter den fireårige hingsts salg til et svensk konsortium.

Jeg glæder mig til at sætte ham op til det danske derby, forklarede den sympatiske svensker, der ikke ville rykke ud med købsprisen. Kun fortælle, at den var rimelig. Så kan folk jo selv gætte.

 

I Grand Circle sølvdivisionen fik man også et medrivende opgør. Duke Frej med Mads Kristensen bestemte tempo undervejs, indtil favoritterne begyndte at røre på sig. Ved indgangen til opløbssvinget blev Casper sat på højeste omdrejninger af John K. Hansen, og ude i sporene angreb Espay, der havde haft stor fejl. Helt bagfra blev dejlige Esprit trukket ud, og dens træner og kusk Erik Iversen gentog mesterstykket fra sidst. I en imponerende finish gik den sorte hingst forbi konkurrenterne. Et smukt løb.

MANGE GODE

Også i bronzedivisionen blev dér budt' på glimrende trav. Flying Frimand med, træner Peter Hansen var forhåndsfavorit og svigtede ikke tilhængerne, da dens værste modstander Elton the Great fik galop. Og i hoppedivisionen var det fynsk triumf ved Desiree GT, som med sin ejer Mogens Laursen i vognen kom stormende til slut og nedkæmpede en godt gående Dolly, der ikke havde godt af to omstarter.

Det er sådan, publikum kan lide det, sagde Mogens Laursen. Sidste-øjebliks- angreb i en rasende speed, så er det væddeløb.

Træner Erik Iversen blev dagsbedst med to førstepladser, idet han også kørte Eva the Great til sejr. For en gangs skyld måtte John K. Hansen køre sejrsløs, så hans forspring på sejrslisten skrumpede en smule ind.

Galoppen havde efter en spændende dyst Hard Labour først i mål foran Go Park, der er ved at specialisere sig i andenpladser. Det var i hvert fald den tredje i træk. Tine Hansen red vinderen.

Omsætningen nåede knap en halv million. Lidt skuffende med det flotte program. Men en fjer i hatten til banen for den fornemme sport.

BANEREKORDER!

Med hensyn til banerekorderne, er det for det første lidt spartansk med hensyn til officielle lister og her skal man tænke på, at der faktisk har været mange forskellige af slagsen igennem tiderne, med den første flade bane, hvor der blev kørt højre om og den næste er den samme bane, men nu bare med kørsel venstre om, for til slut den nyeste doserede bane, der jo har givet FVB tre forskellige banelegemer igennem de 90 år.

Nu har man også rekorder på alle mulige distancer og med køn af hestene, så det er faktisk ret omfangsrigt med alle listerne nu om stunder, men desværre ser vi ikke så meget til dem. Det er kun en ganske lille del af alle de mange tusinde væddeløbsheste der nogensinde præsterer en så stor sportslig præstation som at sætte en banerekord og det er lige som om vi har glemt denne del af sporten og vi noterer os bare en rekord forbedring, når det bliver nævnt i højtalerne på banen.

Den første banerekordholder vi havde her på FVB, efter sæsonen 1935 var banens første store stjerne Anna P., der i elleve starter vandt et par gange og her i bland det Fynske Mesterskab og med en samlet præmiesum på 1865 kroner, hvor hun satte rekorden 1:28.3 og der var kun fire heste der løb hurtigere end 1:30.0 i den første sæson på FVB og sidste år blev den seneste banerekord sat, da Harper løb 1:10.8, hvilket vil sige, at i gennemsnit er banerekorden blevet forbedret med sådan ca. tre tiendele af et sekund, om året i banens 90-årige historie.

Vi vil fremadrettet prøve og få lidt styr på banerekorderne.