HAR VI I ÅR SET DEN KOMMENDE DERBYVINDER PÅ FYENS VÆDDELØBSBANE?
Det spørgsmål vil uden tvivl blive stillet mange gange, i de næste seks uger inden årets største travløb, og jeg vil tage mig den frihed og mene: JA, hvilket jeg gerne vil prøve at forklare nærmere!
De altid mange tilskuere på Fyens Væddeløbsbane (FV) bliver faktisk forkælet meget med ikke så få gode sportslige præstationer, og gode løb i løbet af året, og specielt den klassiske derby-årgang har jo Sprintermesteren som årgangs speed-opgør her på banen, og i lørdags fik man samlet et lille skarpt felt til Derbyoptakten på mellemdistancen, så der er ikke så få ledetråde at analysere!
Først skal vi lige huske på, at de sidste seks uger inden selve løbet, virkelig har stor betydning, hvor alt kan gå galt, og først er der Derby-prøverne om en tre ugers tid, og er man så kommet godt igennem dette, ja, så er der yderligere tre uger inden selve derbyet, hvor alle hestene virkelig skal toptunes og ramme den absolutte topform lige på dagen!
For det andet kan denne artikel sagtens virke som om, at det er træner Steen Juul imod alle de andre, men når man kender den danske travderbyhistorie, ved man allerede fra 1. januar af, at hvis man vil vinde årets derby, ja så har man tidligt nestor træneren som den allerhårdeste konkurrent. Samtidig begynder Steen Juul vel naturligt at ”løbe tør for tid”, hvis han vil nå at sætte en uudslettelig rekord med elleve personlige derbysejre, så derfor er han uden tvivl mere fokuseret end nogensinde i år.
Hvis vi starter med lørdagens top løb – Derbyoptakten – ja så blev det ikke rigtig til den forventelige revanche imellem Just Hans (Maharajah) og Jigger (Fabulous Wood) som mange nok havde ventet, da den førstnævnte total dominerede løbet fra start til mål, hvor det virkede som om, at Steen Juuls hest ikke havde sin allerbedste dag, og det var i stedet en rigtig godt gående og tidligere Aalborg Grand Circle 3-års Championat vinder, Jubii Vang ((Maharajah), der bød førerhesten op til dans, men Bent Svendsen havde med sin hest, styr på løbet hele vejen, og de vandt sikkert i 13,4a!
Det var afgjort ikke et løb, som vi blev meget klogere af, men den tidligere kriterium-vinder viste her, at topformen er ved at være tilbage, og den har jo bevist evner til at klare den lange derby-distance. Samtidig vi ved jo af erfaring, at Bent Svendsen altid sælger sig dyrt, så Just Hans er afgjort et meget varmt emne til sejren, i den sidste søndag i august, og jeg er overbevist om, at vi ser Just Hans i spidsen af løbet, på et eller andet tidspunkt!
Hvis vi så skruer tiden lidt tilbage til Sprintermesteren sidst i maj, var det jo som før nævnt, bare en berigende oplevelse at følge Steen Juul denne dag, for når sandheden skal frem, ja så var der ikke et åbenlyst godt samarbejde imellem Jacques (Wishing Stone) og træneren fra starten af, hvor tingene ikke så ud til at fungere 100% imellem dem under opvarmningerne, men Steen Juul brugte al sin enorme store kunnen og erfaring, med selv den sidste seletøjsændring kun kort tid før start, til at Jacques i selve løbet viste sig fra sin allerbedste side og kunne føre hele vejen, for til slut at vinde i 12,4, hvilket er en utrolig flot rekordforbedring for hesten, og er der et bedre tidspunkt at forbedre sin rekord, end netop i Sprintermesteren?
Jacques har siden skuffet en enkelt gang i prøven til Jydsk 4-Års Grand Prix i Århus, hvor den dog kom stærkt tilbage med sin forrygende klasse og vandt Jydsk 4-årings Grand Prix – Consolation på klassehestens vis.
Jacques (Wishing Stone) er det første føl ud af Cinderella (Donato Hanover), hvis fornemste præstation nok var andenpladsen i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix på JVB i 2018, hvor hun var slået af Commit Boom Bay (Ens Snapshoot), og hun er selv en halvsøster til 2019 Jydsk 2-årings Grand Prix vinderen Flora (interessant nok også efter Wishing Stone), der også var fjerde i Dansk Hoppe Derby. Deres mor, Credit Winner datteren Delila Sund, er selv halvsøster til to svenske millionærer i Paralympiatravet samt Copenhagen Cup vinderen Triton Sund (Viking Kronos) og Amiral Sund (Coktail Jet), samt mormor til hele tre svenske millionærer i Örebro International vinder Juggle Face og Knowledge Face, begge efter Viking Kronos samt Orakel Face (Going kronos) og dette er samme moderlinje som Smokin Joe (Lavec kronos), der vandt monteløb her på banen i april måned, og dette er absolut en af de stærkeste moderlinjer, som man kan finde i Sverige, så man kan vel godt forstå baggrunden til, at Cinderella har startet rigtig flot i sin avlskarriere her i landet, med et første afkom som Jacques!
Om jeg tror, at Jacques kan vinde Dansk Trav Derby 2024, er et meget betænkeligt spørgsmål, da hesten jo på sine bedste dage ligner en million og oser af klasse, men samtidig på sine ”Off Days” kan virke virkelig svag, men der er stadigvæk god tid til løbet, så man må helt klart aldrig afskrive ham og er bestemt løbets ”dark horse”.
Kigger vi så lidt tilbage på Jydsk 4-Års Grand Prix, husker vi med tydelighed mange heste kæmpe om sejre helt til målstregen, og for mig er der ingen tvivl om, at Jigger denne dag vandt på ren og skær fightervilje, hvor hesten virkelig var utrolig tapper, hvor den først tog et par speed opgør imod Just Hans, inden man overlod føringen til den, hvorefter hesten fik en lille pause på den næste kilometer i ryg, inden Steen Juul atter bad den om det bedste, den havde i sig, hvilket den gjorde til bravur.
Når det så er sagt, var vi nok mange der med stor forundring så, hvordan Jefferson (S J’s Caviar) sluttede af op ad bakken, til en flot andenplads, og der stod nærmest skrevet over hele kroppen på hesten: Giv mig bare 700 meter mere!
Kigger vi lidt på afstamning til Jigger, må vi bare konstatere, at faderen Fabulous Wood, nærmest selv har en forgyldt afstamning med forældre som Ready Cash og Qualita Bourbon (Love You), hvilket gør Fabulous Wood til halv broder til Dansk Hoppe Derby vinderen Tast Of Bourbon (Donato Hanover). Deres mor Qualita Bourbon har vundet over ti millioner kroner og vinder af bl.a. Criterium Continental, Prix de Selection og Prix de l’Etoile. Moderen til Jigger er den ustartede Little Jigger (Muscle Hill), der kun har to registreret afkom i Jigger og Follow Him (Father Patrick), så hun er startet helt klart med et par kæmpe talenter.
Om Jigger kan vinde derbyet, er en helt anden sag, men det kæmpestore talent er der, og hesten har vist en utrolig fightervilje og er klart en hest, der på nuværende tidspunkt har topchance i løbet, men et lille spørgsmål presser sig på, og det er, om Jigger er lige så god venstre om, som når han løber højre om på JVB?
Jeg bliver på nuværende tidspunkt nødt til at pege på Jefferson, der er hesten, der kan knuse Just Hans og alle de andre kandidater over 3000 meter på Lunden og så husk at holde et ekstra øje med Jeppe Juel hesten Icebreaker (Chocolatier)!
Vi har set Jefferson tre gange i Odense i denne sæson, hvor det dog ikke er blevet til nogle sejre, men hesten vandt som treåring i marts sidste år.
Kigger man lidt på Jeffersons afstamning, er han det første føl ud af den hollandsk fødte Dominiquetrans R (S J’s Photo), der selv er halvsøster til den tidligere europæiske top hest Russel November (General November) der er vinder af små ti millioner kroner, som bl.a. vandt Deutsches Traber-Derby i Berlin, Konung Gustaf V:s Pokal på Åby og Oslo Grand Prix i Oslo, så det er bestemt noget rigtig godt blod, der løber i årene på Jefferson!
Disse forskellige præstationer må give Steen Juul et stort dilemma, når han skal til at vælge, hvilken hest han selv vil køre ud af de tre heste i derbyet, som han på nuværende tidspunkt har til derby-prøverne, hvor han med lidt held måske selv kan køre alle tre i hver sin prøve og få de sidste personlige indtryk, inden han skal tage den endelige beslutning!
Jeg bliver nødt til at indrømme, at jeg skriver disse linjer med den allerstørste respekt for Steen Juuls utrolig seriøse arbejde med de heste, som han har i stalden og specielt op til netop dette løb – derbyet – er han nærmest magisk samt utrolig spændende, at følge op til de sidste uger til løbet!
Men denne forfatter kunne vel ikke finde en bedre afslutning på en fantastisk derby-karriere end, at Steen Juul den 25. august, selv vinder løbet for ellevte gang, og så med en hest, der er del-ejet af fruen Kirsten Juul, og opdrættet af datteren Camilla Juul, ja selv Morten Korch ville snurre rundt i begejstring, hvor end han nu ligger!
Lige meget hvad, bliver det endnu engang et fantastisk trav-derby, hvor de store følelser atter kommer frem, og historiebøgerne bliver som regel skrevet om, og for alle, der bare har snuset lidt til væddeløbssporten ved, at ”vores pilgrimsrejse” er en tur til hovedstaden, for at være der, hvor det sker!
Som man kan læse andetsteds i dette program, bliver der engageret en bustur her fra FV og til derbyet, som jeg på det varmeste kan anbefale, da dette års løb om ”Det Blå Bånd”, kan blive utrolig historisk for dansk travsport, og bare det at opleve et derby, er noget man sent glemmer, så vi ses vel i bussen?