Bongos Corner 62

Bongos Corner 62

HUN VAR EN BEMÆRKELSESVÆRDIG SKIKKELSE PÅ FYENS VÆDDELØBSBANE!

Da galopsporten på Fyn har været præget af både professionelle og amatørmæssige forhold, har det været interessant at finde ud af, hvilket ægtepar der var det første, hvor begge vandt galopløb på Fyens Væddeløbsbane.

Efter lang tids søgen ser det ud til, at det var familien Madsen, der kan smykke sig med titlen. Gurli Madsen red New Regret til sejr i 1953 og blev dermed sammen med sin mand, den professionelle jockey John Madsen, det første ægtepar, der begge vandt løb på galopbanen. For en god ordens skyld bør familien Kierstein også nævnes: fru Anni red mange vindere på galopbanen, mens hendes mand, Andy, var en succesfuld travtræner med mange sejre på travbanen.

Denne lille historie handler dog om Gurli Madsen, født Knudsen. Hun var en bemærkelsesværdig skikkelse på Fyens Væddeløbsbane, og efter min klare mening er hendes navn og virke tæt forbundet med FVB.

Fra starten af vil jeg erkende at dette kun er en kort præsentation af pige/kvinde som brugte det meste af hendes frihed på galophestene og når man blader historiebøgerne igennem, bliver hun ved med at dukke op, så derfor denne første præstation.

Gurli Knudsen var datter af Karl ”Bonde” Knudsen, der var restauratør på Bondestuen ved Sønder Boulevard og da han åbenbart var interesseret i den nye travbane, var det vel ganske naturligt at datteren fulgte med derud og et af de første billeder af hende er da også ridende på faderens travhest Oberlin, hvilket med tydelighed viser, at interessen for hestene var der hurtigt.

Allerede i 1938 dukker hendes navn da hun bliver den første kvinde i historien der vinder et travløb i provinsen, hvilket hun gjorde den 25. september med Styrmand Karlsen og Frk Gurli Knudsen startede med travsporten og der er også et billede hvor hun bliver tredje med den senere avlshingst Astute. Desværre skete der det tragiske på Amager, at den på tiden fantastiske hoppe og derbyvinder Tella The Great kom så alvorligt til skade i et dameløb, så hun måtte aflives, hvilket betød, at dette her med dameløb sluttede.

Tilbage til 1938, hvor der var en ung jockey ved navn John Madsen der vandt galopløb og hvornår der skete noget imellem disse to unge mennesker vides ikke, men på et tidspunkt kunne man rundt omkring på vejene i Sanderum opleve det unge par ride sammen og i statistikkerne fra 1940 kan man se at Gurli Knudsen red sit første galopløb.

Med hensyn til galopsporten her på banen kom den store krise i 1952, hvor der ikke blev afviklet løb overhovedet, var man i 1953 klar en amatørbaseret sport og her kunne man opleve Fru Gurli Madsen vinde tre sejre med hesten New Regret og fuldblodshestene havde overtaget hendes store interesse og i mange år fremefter kunne man opleve hendes navn på mange startlister og lige til det sidste arbejdede hun med hestene.

Gurli Madsen overtog Bondestuen efter sin far. Dengang var stedet et af Danmarks mest anerkendte samlingspunkter for trav- og galopfolk. Hver dag var der fyldt med væddeløbsmennesker, og hendes biksemad med spejlæg var berømt. Særligt hendes hjemmelavede sennep til ostemadderne var, som franskmændene ville have sagt: Su-per!

Jeg kom selv til Odense i 1969-70 efter et høstgilde på Dalum Rideskole, der trak lidt ud. Senere fik jeg arbejde på banen, og allerede den første løbsdag var jeg så heldig at ramme V5 med en gevinst på omkring 3.000 kroner — et flot beløb dengang. Pengene afleverede jeg straks til Gurli Madsen – på stuen -med ordene: Jeg bruger dem alligevel her, så du kan lige så godt administrere dem!

Senere kom jeg til at passe nogle af hendes heste, blandt andet den lille, herlige hingst Firefield. Jeg trak ham, når han skulle starte, mens Gurli red ham. Det blev en rigtig god sæson, hvor parret næsten altid sluttede blandt de to første. På det tidspunkt var hun uden tvivl landets ældste amatørrytter, og jeg er taknemmelig for, at jeg lærte hende at kende.

Gurli Madsen var mormor til Le og Jon Tølbøll og svigermor til Jørgen Tølbøll. Hendes arv lever derfor videre, og jeg er overbevist om, at hun et sted stadig holder øje med os.