Bongos Corner 64

Bongos Corner 64

VI GÅR HELT TILBAGE TIL TIDEN FØR ÅBNINGEN!

Når man dykker ned i materialet om FVB, vokser nysgerrigheden let. Denne gang ser vi derfor nærmere på planlægningen af den nye travbane i Sanderum og på, hvad jeg hidtil har fundet.

HISTORIEN OM BYGGERIET 1934–35

Initiativet kom især fra oberstløjtnant Carl Th. N. Sørensen, formand for Fyns Rideklub. Allerede i 1933 arbejdede han med planer om en permanent kombineret trav- og galopbane med stalde, træningsfaciliteter og publikumsbygninger. Den foreslåede placering var et område på omkring 60 tønder land mellem Tusindårsskoven og Sanderum. Efter at alternative placeringer var blevet undersøgt, valgte man dette område og der blev også indgået en aftale med proprietær Simonsen på Rikkesminde om køb af jord i Sanderum Tørvehave.

Den 30. april 1934 blev A/S Fyens Væddeløbsbane formelt stiftet.

Det interessante er, at anlægget blev bygget etapevis. Staldene kom tidligt: I februar 1935 var allerede 48 galopheste og 20 travheste knyttet til den nye bane. Men selve væddeløbsbanen var endnu ikke færdig, så den daglige træning foregik fortsat på Odenses eksercerplads. Selve anlægget fik en 1.000 meter travbane, mens der udenom blev anlagt en 1.750 meter græsgalopbane. Der er også en ret charmerende detalje ved byggeriet: nogle af de kendte basarbygninger fra Jernbanegade, populært kaldet "sporvognene", blev flyttet ud til den nye væddeløbsbane. De røde og gule bygninger blev anvendt som restaurant- og klublokaler. Jeg har endnu ikke fundet en pålidelig kilde, der navngiver arkitekten/ingeniøren eller hovedentreprenøren for selve baneanlægget.

Der var fire store, nybyggede stalde umiddelbart ved banen. De var grundmurede, og der var indrettet boliger til trænere og staldfolk i forbindelse med dem. Samtidig stod yderligere heste opstaldet på gårde i området.

Der var desuden en stor tribune, og i selve tribunekomplekset lå en lang række totalisator- og udbetalingsboder.

Og så kommer den måske mest særprægede del: to tidligere basarbygninger fra Odense, populært kaldet "sporvognene", blev flyttet ud til banen, sat sammen og anvendt som restaurationsbygning. Deres mange vinduer gjorde dem ifølge den samtidige beskrivelse velegnede til formålet.

Det betyder, at det oprindelige anlæg omkring juni 1935 allerede bestod af mindst:

  • 1.000 meter travbane
  • 1.750 meter græsgalopbane udenom
  • stor publikumstribune
  • totalisator- og udbetalingsboder
  • restaurations-/klubbygninger
  • mindst fire større staldbygninger
  • træner- og staldfolksboliger.

·         Et af de store staldkomplekser blev opført af I/S Stald Fyn. Kilden angiver ligefrem personerne bag interessentskabet:

Anton Andersen, hestehandler
Marius Kierstein, slagtermester
Martin Madsen, hestehandler
Alfred Andersen, hestehandler
Emil Mazanti, smedemester
Viggo Larsen, gårdejer
Karl Rasmussen, hestehandler
Rud. Kierstein, slagtermester
Marius Møllegaard, gårdejer.

·         Det er altså vigtigt at skelne mellem væddeløbsbanens selskab og de enkelte staldbygninger. Noget tyder på, at hesteejerne/interessentskaberne selv finansierede og opførte en del af staldene.

·         Det understøttes af travtræner Rudolf Jensens erindringer. Han begyndte 1. april 1935 som privattræner for Stald SINØRBU. Ifølge ham var ejerne proprietær Simonsen, fabrikant Busch, kaffehandler Winther, direktør Otto Nørmark og vinhandler Jørgensen, og de havde selv bygget stalden, hvor Jensen begyndte med 12 heste.

·         Det giver os faktisk mindst to identificerbare bygherregrupper for de oprindelige stalde.

Rudolf Jensen fortæller samtidig, at han flyttede ind i den nye stald 1. april 1935, og Poul Stripp blev ansat som foreningstræner 1. maj 1935.

Vi kan derfor begynde at tegne en ret præcis tidslinje:

30. april 1934 → selskabet stiftes
1934 → jordkøb og projektering/anlægsarbejde
vinter 1934/35 → staldbyggeri i fuld gang
februar 1935 → mindst 68 heste tilknyttet anlægget, men banen endnu ikke færdig

  1. april → Rudolf Jensen flytter ind som træner
  2. maj → Poul Stripp begynder
  3. maj 1935 → anlægget færdiggøres
  4. juni 1935 → officiel åbning.

Endelig den 2. juni 1935 kunne banen så åbne og samtidige beretninger anslår omkring 7.000–8.000 mennesker ved premieren, og Statsradiofonien transmitterede fra arrangementet, så det var kæmpestort og vi har fundet lidt billeder til at kaste mere lys om steder og gøremål.