Bongos Corner Nyhed

Der har været meget skriveri omkring sportens opdrættere, og derfor ville det måske være på sin plads med den store organisation bagved, nemlig Opdrætterforeningen, og vi har været heldig at finde sådan en historie om opstarten af dette, og det kan samtidig være et minde for artiklens forfatter, den tidligere hestesportsredaktør fra Ekstrabladet, Edwin Koch, der absolut var utrolig anerkendt med utroligt stort internationalt omfang og netværk.

OPDRÆTTERFORENINGENS VUGGE STOD I ODENSE

Som oftest har enhver forening sin ganske bestemte stiftelsesdag, og naturligvis har travets opdrætterforening også sin. Der er bare ikke blevet gjort præcist nota om, hvilken dato det er. Man ved med sikkerhed, at en kreds af Danmarks væddeløbsfolk samledes en tidlig dag i august måned i 1938, og at mødet fandt sted i landbrugsrådets lokaler i Axelborg i København.

Da jeg sent det samme år overtog stillingen som sekretær for foreningen, gjorde jeg mig de hæderligste anstrengelser for at få fastholdt den nøjagtige dato og for at få udfærdiget et referat af det stiftende møde. Der var ingen bedre at henvende sig til end generalsekretær Helge Marks-Jørgensen, som havde deltaget i det første møde, men klarhed blev der aldrig på spørgsmålet. Det var først efter et senere møde samme måned i Odense, at det lykkedes at få fremtryllet et referat, og det blev det første ført i protokollen i foreningens historie. I protokollens allerførste side har jeg gjort en blyantsbemærkning, der i al sin korthed lyder: Foreningen stiftet den 12. august 1938, og det er sandsynligt, at dette kan være rigtigt.

Men man ved med nogenlunde sikkerhed navnene på nogle af dem, der var med til det stiftende møde i København. Der var f.eks. direktør Albert Jensen, der få år i forvejen havde grundlagt sit stutteri »Kignæs«, og som blev foreningens første formand, der var landsretssagfører Leo Frederiksen, som skabte foreningens første love, desuden statskonsulent Alf. L. Søndergaard, grosserer Valdemar Petersen, som uafbrudt siden har siddet i bestyrelsen, generalsekretær H. Marks-Jørgensen og desuden repræsentanter for Fyn som lensgreve J. Chr. Rantzau, »Krengerup«, og godsejer J. Jessen, »Løgismose«. For det københavnske (danske) fuldblod var der blandt andet ritmester Stig Møller og general Halfdan Rørdam, medens rideheste-avlen var repræsenteret ved bagermester H. M. Pedersen.

Hensigten var jo nemlig ikke alene den at stifte en opdrætterforening for traveravlen alene, men derimod en organisation, der kunne varetage interesserne for alle de tre avlsgrene, traveravlen, fuldblodsavlen og ridehesteavlen, og derfor fik foreningen fra første færd det lange, usmidige navn »Foreningen for opdrættere af fuldblod, travere og ædelt halvblod i Danmark«. Og mellem de første bestyrelsesmedlemmer var de allerede nævnte, lensgreve Rantzau og godsejer J. Jessen.

Der er en hel del om, at opdrætterforeningens vugge stod i Odense, for allerede det første bestyrelsesmøde blev afholdt den 30. august på »Grand Hotel« hvor man vedtog vedtægter, nedsatte forskellige udvalg etc. Fra dette møde foreligger et referat til protokollen, og det er interessant at læse af Marks-Jørgensens referat, at man allerede dengang behandlede spørgsmål og punkter som er brand-aktuelle helt op til vore dage, snart 25 år derefter. Man læser f.eks. denne passus:

»Der vedtoges en henvendelse til væddeløbsselskaberne om at lægge hovedvægten på udskrivelse af aldersklasseløb, «

Hvis man dengang har tænkt på de yngste klasser travere, kan man jo egentlig ikke påstå at være kommet meget længere.

Det fremgår videre af dette referat, at »Søndergaard havde talt med forpagter Ulrich om andel valuta til indkøb af hingste, subsidiært anbefaling overfor valutakontoret til erhvervelse af valuta, men havde mødt afslag.

Og afslag blev der nok af i foreningens første år. Det var ikke fra alle selskaber, at der blev set med de mest venlige øjne på opdrætterforeningens eksistens, specielt vel nok fordi det ikke kunne undgås, at der før eller senere måtte fremkomme krav fra foreningens side til støtte for opdrætterne.

Og krav kom der mange af! Det kneb blot fra starten med at finde ordlyd hos selskaberne.

Det skulle nu ikke vare så længe, før det måtte gå op for de fleste af bestyrelsesmedlemmerne. at foreningen faktisk bar et navn, Som den ikke vedblivende kunne bære. Det viste sig nemlig meget hurtigt, at der var endda en meget snæver grænse for, hvad den kunne udrette for fuldblodsavlen og ridehesteavlen.

Traveravlen havde problemer nok, problemer, der måtte og skulle løses, medens f.eks. fuldblodsavlen allerede dengang havde sine 10% i opdrætterpræmier, og ridehesteavlen havde mest tilknytning til fuldblodsavlen.

Opdrætterforeningens første formand var direktør Albert Jensen, der efter sin død i 1941 blev afløst af grosserer Wilhelm. H. Møller, som har fungeret i denne stilling siden (1960). Det er et stort og krævende arbejde, der ligger bag en sådan post. Næsten hver eneste dag skal der træffes vigtige afgørelser om det ene eller andet, og arbejdet kræver både tid og offervilje.

Men netop om grosserer Wilhelm. H. Møller kan det siges, at han har ofret sig helt ud i arbejdet for traveravlens sag, han har i ordets egentlige betydning forstået at finde frem til et helt gnidningsløst samarbejde i bestyrelsen, og det skyldes ikke mindst ham, at opdrætterforeningen gennem årene er nået frem til de mange fordele, som landets traveropdrættere nyder så meget godt af i dag.

Derfor fremkom bestyrelsen med et forslag til den ordinære generalforsamling, som blev afholdt på »la Reine« i København den 14. december 1940. Det gik ud på at ændre foreningens struktur i den retning, at man koblede fuldblods- og ridehesteavlen fra og i stedet ændrede den til kun at være en opdrætterforening for traveravlen alene. Man skal ikke tro, at det skortede på advarsler forud for ændringen. De kom mest fra enkeltpersoner, som havde været med til at stifte foreningen i 1938, men bestyrelsen stod fast ved sit, og det var med meget overvældende majoritet, at ændringen blev vedtaget. Fra den dag blev foreningens navn »Foreningen af traveropdrættere i Danmark«. Siden den tid fik jo også fuldblodsavlen sin egen opdrætterforening, som i mange retninger har haft et intimt samarbejde med travets.

Og den efterfølgende tid skulle vise, at der blev mere end nok at tage fat på. Man havde allerede god gang i forhandlinger om 10 pct. opdrætterpræmier i alle løb, der var forslag fremme om at skabe særlige avlsdage til støtte for foreningens nystiftede avlsfond, og der var ikke mindst spørgsmålet om i foreningens navn at sikre avlshingste, der kunne opstilles på rimelige vilkår for medlemmerne.

Netop med ændringen i foreningens struktur blev avlsfondet stiftet. Udsigterne for på det tidspunkt at få arrangeret særlige avlsdage var ret små, og det skulle vise sig ikke at være let at få skabt en ændring med hensyn til de allerede eksisterende særdage, som gav store tilskud til »Landsorganisationen for lettere hesteavl i Danmark«.

Men en avlsfond skulle foreningen have, hvis den skulle kunne løse nogle af de mål, som man havde sat sig, og derfor indbetalte den da siddende bestyrelse, som dengang kun bestod af to medlemmer fra hver af de tre landsdeles en sum på 10.000 kr., der skulle komme til at danne grundlaget for de værdier, foreningen siden har skabt.

Hvad spørgsmålet om opdrætterpræmier angår, har jeg allerede sagt, at forhandlingerne var i fuld gang, og selv om det havde kostet selskaberne lange overvejelser at nå frem til en løsning, man kunne anerkende fra opdrætternes side, var der dog tegn på, at det nok skulle komme til at glide. Det var af vital betydning, at opdrætterne kunne regne med en fornuftig form for udbetaling af opdrætterpræmier, og fra bestyrelsens side blev der meget energisk henvist til, at f.eks. lande som Italien og Tyskland havde en ordning, der sikrede 10% af alle vundne præmiebeløb til opdrætteren af enhver aktiv traver.

I dag tør man slet ikke tænke på, hvordan Danmarks traveravl havde været stillet, om ikke opdrætterpræmierne havde fundet indpas. Mon ikke den ville have ført en hensygnende tilværelse? Sagen var jo den, at der allerede eksisterede en ordning med udbetaling af opdrætterpræmier, men der var ikke andre end Det Danske Travselskab i Charlottenlund, som havde noget, der lignede præmiering.

Ser man f.eks. på sæson 1937, året forud for opdrætterforeningens stiftelse, viste det sig, at der i alt kun blev udbetalt ca. 36.000 kr., alle sammen af Det Danske Travselskab. Men under hvilken form? I heldigste tilfælde drejede det sig om ca. 5% af den udsatte præmie, og mest i avlsløbene. Der var bestemmelser, der gik ud på, at den udsatte opdrætterpræmie kun kom til udbetaling, hvis en vis rekord blev opnået i løbet, hvilket jo ville sige blandt andet, at opdrætteren kom til at give afkald på opdrætterpræmien, hvis 'det var tung bane, og hesten var af" skåret fra at kunne opnå den fastsatte tid. Og det måtte da siges at være uretfærdigt!

Der var også en bestemmelse, der gik ud på, at opdrætterpræmier kun kunne tilfalde kårede individer. Altså var det hele såre illusorisk, og det var ikke ret mange opdrættere overhovedet, der kunne regne med mere end meget minimale belønninger for deres arbejde for den danske traveravl.

Det er da klart indlysende, at den slags tilstande ikke kunne bestå, hvis der skulle være mulighed for at rette op på Danmarks traveravl, som i forvejen ikke havde for lyse tilstande at leve under. Man havde bare ikke forudset, at det skulle koste så store vanskeligheder blot at få løftet sløret for forhandling med selskaberne.

Jeg husker fra de forhandlinger, der blev ført dengang, og som havde resulteret i et brev til et selskab, at der koldt og brutalt blev udtalt under mødet, at »den forening regner man jo alligevel ikke med«.

Men omsider kom der skred i forhandlingerne, og man nåede så langt, at selskaberne gik med til en udbetaling på 8 pct. i opdrætterpræmier. Ganske vist var der stærke røster for, at udbetalingen skulle gøres afhængig af, om de aktive heste var enten selvkåret, eller at de var faldet efter kårede forældre. Den slags har under forskellige perioder været fremme, men har ikke kunnet vokse sig fast, og i dag er det jo sådan, at alle aktive heste belønnes med opdrætterpræmier.

Da det først blev aktuelt, kneb det i første omgang med at få Fyens Væddeløbsforening med. Ikke sådan at forstå, at man fra fynsk side modsatte sig udbetaling af opdrætterpræmier, men man kunne ganske simpelt ikke afse pengene. Men det varede ikke længe, og Fyn modsatte sig heller ikke nogen ordning dengang, da præmierne endeligt blev forhøjet fra 8 og til 10% Det var i og for sig en stor dag, da hele dette problem var blevet løst til gavn og støtte for Danmarks traveropdrættere, men også som en slags belønning til de folk, der havde brugt megen tid til mange forhandlinger. Til gengæld måtte opdrætterforeningens ledelse med indførsel af 10% afgive løfte om, at der aldrig kunne stilles krav om yderligere forhøjelser, og dette løfte har været holdt til dato.

Lad os med et par få tal illustrere, hvad disse opdrætterpræmier har betydet. Som sagt lå præmierne under 36.000 kr. i 1937, men allerede i 1943 nåede man første gang over 100.000 kr., i en enkelt sæson i 1951 lå det samlede opdrætterpræmie-beløb første gang over 200.000 kr., og i 1959 var man første gang over 300.000 kr., mere præcist 310.900 kroner!

Det skal endelig siges, at der fra foreningens stiftelse og til og med udgangen af 1959 i alt er blevet udbetalt 3.948.831 kroner, et resultat, der har virket stærkt animerende, og som utvivlsomt også har holdt traveravlen over utallige vanskeligheder.

At komme ind på alle de mange problemer, foreningen har arbejdet med gennem årene, og som også har bragt vores opdrættere væsentlige fordele, ville være at gå for vidt. Men der er navnlig to punkter, der ikke må forbigås i en artikel som denne.

Af det første lille avlsfond på 10.000 kroner, skabt af bestyrelsen, sikredes hingsten Captain Axworthy til benyttelse for medlemmernes hopper, og endnu inden krigen var afsluttet, havde ledelsen købt Sir Peter Britton fra en stald i Malmø. Det blev de første vaklende skridt til det hold af avlshingste, som så stærkt har præget foreningens arbejde i mange år.

Målet var jo det, at gennem avlsfondet skulle der sikres så mange avlshingste, at man så vidt muligt kunne »dække« det ganske land til fordel for medlemmerne og deres opdræt af travere. I 1947 kom ordningen i stand med Aarhus Travklub, som allerede mange år tidligere havde skabt et jysk hingstehold. Med denne ordning overtog avlsfondet fire hingste fra Aarhus Travklub, og siden den tid er der jo kommet ikke så få derefter. I øjeblikket råder opdrætterforeningen over i alt fem amerikanske hingste, der alle er importeret fra Amerika gennem de senere år, og disse hingste går i en fastlagt turnus år for år fra landsdel til landsdel.

Men hele dette forhold med udstationering af egnet hingst-materiale finder bestyrelsen ikke løst endnu, om det overhovedet nogensinde er til at løse på en måde, så alle landets medlemmer kan blive tilfredse. Det er nu engang et meget stort problem, fordi der altid vil være medlemmer, der har deres bopæl for langt borte fra opstaldningsstederne, og de vil altid have det indtryk, at de er dårligere behandlet end andre medlemmer, som måske bor nærmere en hingst, hvad jo ingenlunde er tilfældet.

Men der vil blive købt flere hingste, siger bestyrelsen, og det skal ske allerede i det kommende efterår, fordi det mislykkedes i den forgangne vinter. Foreningen havde modtaget en del tilbud fra Amerika, men dels var nogle af de tilbudte hingste ikke af klasse nok, og andre hingste var så kostbare, at man ikke anså det for rimeligt at acceptere, og i den forbindelse må det vel fremhæves, at bestyrelsen aldrig vil kunne dadles for, at den ikke blot godkender kritikløst, hvad der bliver budt på.

For også på andre måder at tilfredsstille medlemmerne, blev for nogle år tilbage den ordning indført, at der af avlsfondet blev ydet rejsetilskud på 100 kroner for hopper, der ønskedes sendt fra landsdel til landsdel med bedækning ved foreningens hingste for øje. Mange gange er det jo sådan, at bestemte hopper har opnået særligt gode resultater ved bedækning af bestemte hingste, og det er dette, man har ville støtte gennem disse rejsetilskud. Det kan f.eks. anføres, at der i 1959 blev betalt sådanne rejsetilskud til ikke færre end 27 travavlshopper.

Gennem de mange år, siden avlsfondet blev stiftet, er der blevet betalt meget store summer for hingste importeret fra udlandet. For kort tid siden udregnede man til et bestyrelsesmøde, at det drejer sig om ikke mindre.

Næste gang kigger på opstarten af opdrætterforeningens opkøb af avlshingste til foreningens medlemmer!