Bongos Corner Nyhed

Mange personer har tilbragt størstedelen af deres karriere på Fyens Væddeløbsbane, hvor visse bidrag har haft særlig betydning. Det er klart, at en række travtrænere har spillet en central rolle i at opretholde driften af banen og jeg vil gerne præsentere nogle af dem her, hvor vi starter med journalist Flemming Steen udmærket artikel omkring et par stykker af dem, i 25-års jubilæumsbogen og lad os starte med Rudolf Jensen:

Mange trænere både fra trav og galop har gennem årene haft deres virke på Fyens Væddeløbsbane, men kun to af dem, der var med fra starten, kan fejre 25-års jubilæum på banen samtidig med væddeløbsforeningen. Det er travtrænerne Rudolf Jensen og Poul Stripp. Ingen af dem havde vist, da de begyndte deres væddeløbskarriere, regnet med at skulle flytte teltpælene fra de københavnske baner til den grønne fynske ø for her at lægge et arbejde, der skulle blive banebrydende for den fynske travsport. Begge havde været trænere tidligere, da de i 1935 som de første sammen med Rudolf Halberg (slog navneskiltene op på de nye staldbygninger på det forblæste terræn i Sanderum Tørvehave, og begge havde de indsuget »hesteatmosfæren« fra drengeårene. Når man i dag skal se tilbage på 25 års fynsk travsport, må det stå klart, at det var de rette trænere, man havde udvalgt til pionergerningen på Fyn. Ingen anden bane udenfor København kan se tilbage på så mange triumfer som den fynske med talrige sejre i klassiske løb og heste, hvis navne altid vil blive stående i dansk travsport.

Både Rudolf Jensen og Poul Stripp har et rigt stof at øse af, når man skal snakke 25-års jubilæum med dem. Selv om ikke alt er gået efter beregning, er de to trænere enige om, at det har været 25 gode år. Som alt historisk står starten i 1935 i et særligt forklaret skær for de to jubilerende trænere. Omtrent énstemmigt siger de:

Trav var noget nyt på Fyn. Galoppen var den dominerende sportsgren, og nu skulle vi nye travtrænere som fornemste opgave have at oplære amatørerne. Det var mange, der kastede sig ud i den nye sport, der kastede sig ud i den nye sport, og de gik op i træningen med ildhu. De fleste af dem tog turen til Sanderum Tørvehave som en skovtur. De mødte med madkurvene, og så slog vi os ned i græsset og havde det herligt.

Der blev trænet med en iver, som vi slet ikke finder mere. Men lad hver af de to trænere fortælle deres historie.

RUDOLF JENSEN

Min far opdrættede heste, mens jeg var en lille purk, fortæller Rudolf Jensen. Derfor var det ret nærliggende for mig at gå ind i faget, efter at jeg havde været til travløb, lige fra jeg kunne kravle. Jeg begyndte som lærling hos William Jensen i 1922 Og blev selvstændig træner i 1927, men min første sejr vandt jeg i et redet travløb allerede som 14—15-årig. Der blev givet speciallicens til et par rideløb (Monte). Det ene vandt jeg. I det andet blev jeg nr. 2.  Vi forsøgte da for øvrigt også med redne travløb her i Odense, men de slog aldrig an. Det var heller ikke noget kønt syn.

Starten i Odense?

Jeg begyndte 1. april 1935 som privattræner for Stald SINØRBU i de stalde, hvor nu Helmuth Rasmussen har til huse. Der sker vist ikke noget ved at afdække pseudonymet nu. Ejerne var proprietær Simonsen, fabrikant Busch, kaffehandler Winther, direktør Otto Nørmark og vinhandler Jørgensen. De havde bygget stalden, og jeg fik 12 heste i træning. Året efter overtog jeg selv forpagtningen.

Startvanskeligheder?

Nogle var der naturligvis. Ikke mange havde kendskab til travløb, men der var et godt samarbejde oppefra og nedefter med oberstløjtnant Sørensen som en dygtig og retfærdig leder. Hestene var heller ikke så dyre. Man gav 500—1000 kr. for en hest, og førstepræmien i et løb var 550 kr. Vi startede med 60 kr. om måneden for en hest i træning, men det steg snart til 90 kr. På sin vis var de økonomiske forhold således bedre for trænerne dengang. Kampen om pengene var ikke så hård som nu.

Det lyder lidt bittert? Misforstå mig ikke, men det kan se så strålende ud, hvis én og samme træner vinder alle de sejre, han kan skrabe sammen på en enkelt dag. Men tænkt på, at man alligevel ikke kan være helt tilfreds, fordi nogle af hesteejerne må gå skuffede hjem også sådan en dag. Nogle heste vil altid skuffe på en løbsdag.

Vi føler også konkurrencen på anden måde. En provinstræner må nemlig ikke have for gode heste. Hvis en provinshesteejer har en god hest på sin bane, får han ikke fred, før hesten er sendt i københavnsk træning. Jeg er overbevist om, at f.eks. en træner i Odense kan få lige så meget ud af hesten ved at have den på banen her og så starte den i København ved visse særlige lejligheder. Derfor må vi håbe på en Storebæltsbro, så vi kan komme lettere til de københavnske baner men den bro får jeg vel næppe glæde af.

Rudolf Jensen, der indtil nu har vundet 475 sejre, har altid været kendt som ekspert i at træne travets rekrutter toåringerne. Ofte har hans stalde om foråret bugnet af unge heste, der stod lige foran deres premiere på banen.

 Hvorfra dette særlige »tag« på toåringerne?

 Vel nok fordi jeg altid har interesseret mig stærkt for avlen og ofte selv har været med til at opdrætte hestene, som jeg senere fik til oplæring. Derfor hilser jeg også med glæde, at der nu er kommet facon på importen af avlsmateriale. Vi har vel næppe råd til at købe de fine amerikanske hopper men vores egen hoppebestand er nu af så god kvalitet, at vi må kunne få pæne resultater ved hjælp af de amerikanske hingste. De er et stort lyspunkt, især når man tænker på de franske hingste, vi importerede i slutningen af 40'erne. De var de ringeste af alt.

Deres største triumf hidtil?

Så ubetinget sejren i Kriteriet med Frances the Great i 1943. Jeg blev af »Mr. Juelsø« sendt til Aarhus for at købe hesten. Det var Ejegod Mortensen, der ejede den, og vi blev efter trange forhandlinger enige om en pris. Den havde kun rekord 34.0, men var blevet sparet, så jeg ventede en hel del af den. I dens første start i Odense i april 1943 vandt jeg med den, og det blev til syv sejre inden kriteriums sejren, som Frances the Great vandt i 25.9, en rekord, der blev stående længe. Jeg nåede at vinde ni sejre med den, inden den i foråret 1944 blev forfangen og måtte opgives som traver.

 Andre stjerner?

Med Tapper vandt jeg Grand Prix i Aarhus, da den var to og tre år, men måtte nøjes med andenplads i Jydsk Fireårings Grand Prix. Derimod vandt Styrmand Junior både 3- og 4-årings Grand Prix i Aarhus. Ellers må jeg fremhæve Tom the Great og Orfeus, med hvilke jeg vandt henholdsvis otte og ni sejre, samt Garant, der senere vandt sit Derby med Koster.

Hvilke heste husker De ellers særligt?

Jøkel, der blev nr. 3 i sit Derby, Lux, der var nr. 2 i sit, Elna, som jeg vandt 10 sejre med, Metty Tilt, Nirvana, Jubilant Lady, Marie-Louise, Iris Bingen, Max Quiney, Oliver the Great, Amynthas og Anneke. Lad os standse her, Men lad mig samtidig understrege, at jeg har haft en række gode og trofaste hesteejere, bl. a. Stald Kantgaard, Mr. Aral, Mr. Cricket, Mr. Juelsø og proprietær Harald Nielsen for blot at nævne nogle enkelte af dem, der har været med længst.

Ingen mere end trænerne følger med i banens ve og vel, ikke blot fordi de er økonomisk afhængige af en banes trivsel, men også fordi det gælder da de fynske trænere ----- altid har følt sig personligt engageret i den sport, der både er deres hobby og arbejde. Derfor spørger vi til slut Rudolf Jensen:

Hvad ville De lave om, hvis De var leder af banen?

Der var nok at tage fat på, selv om jeg erkender, at de økonomiske midler er begrænsede. Alligevel tror jeg, jeg ville få gang i en modernisering af tilskuerforholdene med en tribune som første punkt. Jeg tror ikke, vi får større publikum til løbene, før der er bedre tribune/forhold. Drive in pladsen har dog været et godt arrangement.

Men de fleste af de steder, jeg ville sætte ind, koster ingen penge: Man lefler for meget for de udenbys heste. Fynske heste har ikke nær så let adgang til fremmede baner. Det skulle ikke være nødvendigt at åbne alle løbene for udenbys deltagelse. Alene i 1959 er mange penge gået fra banens egne hesteejere på denne måde, og det er alligevel dem, vi kører for,

Til banedommerne dette: Man ser alt for ofte, at heste, der fra naturens hånd har store bevægelser, ender i tårnet. Det straffer man sjældent på andre baner. Heste med kort aktion bemærkes derimod sjældent, selv om de tager hjælpetrin. Jeg er tilhænger af det tyske system, hvor man næsten kun diskvalificerer heste, der vinder terræn i galop.

DE 60 ÅR!

En af dansk travsports højst estimerede personligheder, den fynske travtræner Rudolf Jensen, fylder på onsdag, den 22. februar 1967, 60 år. Et langt liv blandt heste har givet ham helt utrolige erfaringer og viden om den sport, der er blevet hans hjertebarn, og som i den grad præger den populære træner, at han i flere tilfælde er blevet identificeret med Fyens Væddeløbsbane,

Og denne karakteristik er ikke helt gal. Selv blandt kollegerne på banen, som måske kunne føle sig lidt forfordelt over denne „reklame", er der bred enighed om, at Rudolf Jensen fortjener al den virak, som bliver ham til del, når fødselsdagen oprinder. Ganske vist er en rund fødselsdag en privat affære, men Rudolf Jensen var ikke et øjeblik uvillig til et interview med Fyns Tidendes hestesportsmedarbejder, da vi kunne fortælle ham, at vi var vidende om, at han om et halvt år skal have 40-års jubilæum som travtræner, og at der så ved den lejlighed ville blive run på stalden for at „snakke heste og travsport".

Hvis De mener, det bliver tilfældet, indledte Rudolf Jensen, vil jeg gerne fortælle lidt om både før og nu og mit syn på mange äf de ting. som en travtræner må beskæftige sig med.

For hurtigt at springe frem til den tid. jeg har været på Fyens Væddeløbsbane, og det vil sige banens oprettelse i 1935, kan jeg fortælle, at jeg kom i lære hos William Jensen på Charlottenlund i 1922, blev udlært 1927 og vandt min første sejr med en hest ved navn Otto. Det vil sige min første sejr i sulky, for allerede som 14-årig var jeg vinder af et ride-travløb.

Tiden på Fyn

Men så kom De til Fyens Væddeløbsbane.

Ved banens oprettelse i 1935 så jeg i en annonce, at der søgtes trænere, og selv om jeg inderst inde ikke regnede med at komme i betragtning, søgte jeg stillingen, og det var en glad ung mand, der kunne rejse tilbage til København med en kontrakt i lommen.

 Kontrakt?

Ja, det første år var jeg engageret som privattræner, for i starten var det udelukkende amatører, der kørte i løbene, men allerede året efter blev dette ændret, og fra 1936 har Jeg været public-træner,

Var ger mere tilfredshed og glæde ved arbejdet den gang?

Tiden var ikke så forjaget. Det ligesom om alt i dag foregå i sprintertempo. Nu er ordet tempo jo Ikke ukendt en travtræners mund, og der skal selvfølgelig arbejdes ihærdigt for at fremvise resultater over for sine hesteejere. Førhen var det ligesom, hesteejerne havde tid til at vente på resultaterne, nu skal der somme tider tages chancer, som man egentlig ikke selv synes om, men hvis ejeren insisterer, og hesten i øvrigt er orden, er det somme tider svært at imødegå sådanne startanmodninger. Jeg vil dog gerne pointere; at dette ikke er et generelt synspunkt, men der er blevet flere, som kræver resultater, før tiden er til det.

Store oplevelser

Et sådant liv i spænding og konkurrence uge efter uge kan ikke undgå at give mange oplevelser, glædelige som det modsatte.

Først de gode minder, og de er heldigvis i overtal. Vidunderhoppen Frances the Great blev mit første trumf-es, og vi vandt ni sejre sammen med førstepladsen i Dansk Travkriterium i 1943 som den største. Min stjerne i øjeblikket er Halle Hanover, som jeg havde den glæde at blive placeret som nr. tre med i sidste års derby (1966), skønt undertippet at den ganske sagkundskab. I denne forbindelse i øvrigt en lille bemærkning: Det har næsten altid været et privilegium for de københavnske trænere at få de bedste heste fra Provinsen i træning, når de er menageret med avlsløbene for øje. Her har jeg med Halle Hammer haft den glæde, at en københavnsk hesteejer er gået den modsatte vej og har holdt hest ved og startet fra en provinsbane. Men ind imellem disse to pragtfulde heste har der været mange, som fortjente at blive nævnt, men det vil føre for vidt at komme ind på, og jeg vil nødig være skyld i, at enkelte navne skulle blive glemt, fordi min hukommelse svigtede.

Dramatik er der vel også jævnligt i Løbene?

Der køres ofte hårdt, men sjældent over det tilladelige, og de farlige situationer, der opstår i løbene skabes ofte på grund af fejlvurderinger. Personligt har jeg haft to oplevelser, som har rystet mig lidt* og pudsigt nok med nøjagtig 25 års mellemrum. Løbedagen før mit bryllup var jeg impliceret i et styrt, der nær havde kuldkastet alle bryllupsplanerne, og det samme var tilfældet otte dage før mit sølvbryllup. I begge tilfælde gik det altså godt, men det var en slem forskrækkelse, ikke mindst for min kone, som for øvrigt har været en uvurderlig støtte for mig i min karriere som travtræner.

Et. nyt banelegeme

Spørgsmålet om et fødselsdagsønske er ganske vist traditionelt, men De slipper ikke for det, Rudolf Jensen.

Jeg skal være så beskeden ikke at ønske noget til mig selv alene. Om Fyens Væddeløbsbane samtidig med omlægningen af kørselsretningen og bygningen af den nye tribune også ville sætte ind på, at ikke kun de ydre faciliteter blev i orden, ville jeg være glad. Banelegemet er ikke i den forsvarlige stand, som vi, der har vores arbejde ved den, kan acceptere. Hvis også hesteejerne bliver nervøse for at lade deres dyr komme på banen, hjælper det jo ikke meget, af omgivelserne er helt i toppen. De mennesker, som yder noget, har også krav på, at risikoen for deres heste er minimal. Reparationer af banen hjælper kun kort tid, så er det galt igen. Men jeg ved også, slutter Rudolf Jensen, at da vi altid har haft dygtige ledere på Fyens Væddeløbsbane, og da den siddende bestyrelse ikke er nogen undtagelse i den retning, holder jeg fødselsdag med et håb om, at dette ønske ikke bliver overhørt.

Der er ingen tvivl om Rudolf Jensens vigtighed for banen og man kan tydelig læse igennem dette, at han var manden til at skaffe kunder til forretningen, med tanke nogle af de mange store hesteejere han har haft i karrieren og han var en træner ud af den gamle skole, der også var god til at uddanne de yngre mennesker i sporten og mange senere dygtige heste folk har været ”i skole” hos Rudolf, hvis lille private hobby var selvdyrkede roser omkring stalden, som han var meget beskyttende overfor.

Rudolf Jensen vandt omkring 680 sejre og døde i 1973 – på sin 66-års fødselsdag - og Fyens Væddeløbsbane afvikler hvert år “Rudolf Jensens Mindeløb” til ære og minde for en træner, der gav utrolig mange år til FVB.

Vi har fundet lidt billeder frem fra en lang karriere!