Bongos Corner Nyhed

VI FORTSÆTTER HER VORES HISTORIE FRA SIDSTE GANG

Gennem de mange år, siden avlsfondet blev stiftet, er der blevet betalt meget store summer for hingste importeret fra udlandet. For kort tid siden udregnede man til et bestyrelsesmøde, at det drejer sig om ikke mindre end ca. 850.000 kroner - summer, der er betalt for indkøb af hingste, men også til leje af hingste fra Sverige. Det er jo et ganske anseligt beløb, og den samme udregning viste også, at foreningens avlsfond har betalt 22.000 kr. alene for assurancer gennem årene af dette hingst-materiale.

Det viser jo blot, at indkøb, forrentning og udgifter til opstaldning, som ikke er medtaget i det nævnte beløb, ikke har kunnet hvile i sig selv, idet avlsfondet indenfor det samme tidsrum kun har modtaget ca. 315.000 kr. fra avlsdage og de såkaldte særdage på københavnske travbaner, altså de årlige tilskud, som fondet modtager gennem særligt arrangerede løb, og dermed glider vi automatisk over i det sidste punkt, som denne korte beretning om opdrætterforeningen skal omfatte, nemlig avlsdagene.

Der er måske nok dem, der vil mene, at ca. 315.000 kroner er mange penge til et avlsfond i løbet af ca. 20 år, men trods alt bliver det jo kun 15 - 16.000 kr. pr. år, og som sagt har det altså rent regnskabsmæssigt vist sig, at disse tilskud ikke engang er nok, og at de tværtimod burde være endnu større, hvis foreningen i de kommende år skal løse de avlsmæssige problemer, der kommer for.

Også løsningen af spørgsmålet om avlsdagene var svært at komme igennem med, og der gik for mange år, før foreningen kunne få sin egen avlsdag i København. Det var for øvrigt på Charlottenlund Travbane, og det blev også dens eneste egen avlsdag, idet der siden blev truffet en særlig ordning, der tilsigter, at opdrætterforeningen årligt modtager en femtedel af det overskud, som ti særdage giver på de københavnske baner.

Derimod er der kommet et mere fast greb omkring avlsdagene i provinsen, og med særlig vægt bør det fremhæves, at netop i 1959 modtog avlsfondet tilskud fra en avlsdag på hver eneste af travbanerne i provinsen. Somme tider har man kunnet komme ud for, at tilskud fra avlsdage på provinsbanerne har givet meget minimale overskud, men netop sidste år syntes det hele at være faldet ind i et sundt og roligt forhold, og da alle Danmarks travselskaber jo naturligvis må være interesseret i, at der bliver gjort det mest mulige og det mest effektive for avlen som en helhed, må resultatet hilses med dobbelt glæde.

Tidligere i denne artikel har jeg fremhævet det umulige i at kunne bringe en mere udførlig omtale, da pladsforholdene ikke tillader det, af hvilken grund jeg har indskrænket mig til at fremdrage de mere betydende ting. Men det er jo naturligvis ganske indlysende, at der gennem snart 25 år må være sket mange ting, ændringer, som er kommet opdrætterne til gode. Alene spørgsmål som kåringerne gennem årene og afholdelsen af den årlige årsplage-auktion ville kunne rumme flere kapitler.

En af de sidste fordele, opdrætterne nød gennem foreningens arbejde, er, at der nu også bliver ydet 10 pct. i opdrætterpræmier pa særdage og avlsdage af værdien af udsat sølvtøj og gavekort.

Og på den sidste generalforsamling fik man et klart indtryk af hvor meget spørgsmålet om inseminering trænger sig på. Med kostbart hingstemateriale må dette problem snart blive modent til behandling, og før eller senere må det blive så aktuelt, at det må finde en klar løsning. Men en sådan vil aldrig kunne findes uden samtykke fra Centralforbundets side, idet man jo forståeligt nok først må udarbejde en kontrol, der er et hundrede procent sikker.

Det ville være forkert under den lejlighed, der er givet her, ikke også blot med nogle få ord at komme ind på noget, der hedder »Opdrætterforeningen og Fyn«. Allerede dengang i 1938 og 1939, da den daværende formand, dir. Albert Jensen og jeg trawlede landet rundt for at organisere medlemsarbejdet til foreningen, og endnu før der var noget, der hed avlsfondet og udstationering af hingste, blev opdrætterforeningen og dens arbejde mødt med uhyre velvilje fra fynske opdrætteres side. Med styrelser og medlemmer har der været et absolut gnidningsløst samarbejde, og har midlerne i økonomisk henseende indenfor fynsk travsport og avl ikke altid været af en sådan art, at man turde binde sig gennem løfter, så har viljen til samarbejde og støtte altid været til stede. Dette bevises måske bedst af den økonomiske støtte, som foreningens avlsfond har fået i de sidste år fra Fyens Væddeløbsforenings side, og hvis etablering ikke mindst skyldes slagtermester Karl K. Pedersen i hans egenskab af formand. Vel har der ikke altid været fuld enighed på alle punkter, men det skulle også bare mangle, at der ikke kunne opstå divergenser i forhandlinger.

Modsat er det heller ikke ubilligt at fremhæve, at fynske travopdrættere også kom til at nyde godt gennem udstationering af hingste i perioder, hvor den økonomiske støtte fra fynsk side var forholdsvis minimal. At man utvivlsomt har medtaget dette i det pæne samarbejde som har givet gode økonomiske udslag i de sidste år, må man vist have lov til at regne med.

Og det samme vil kunne siges om de repræsentanter, som fynske opdrættere har valgt til at sidde i bestyrelsen, er folk med et godt og sundt, solidt tag i tingene, og folk, som også har kunnet fremkomme med den kritik, som er nødvendig.

På en generalforsamling, der blev afholdt i Fyns Forsamlingshus i Odense den 9. november 1939, meddelte daværende godsejer J. Jessen, »Løgismose«, at han nedlagde sit mandat. I stedet for ham indvalgtes den aften slagtermester Karl Rasmussen, Langeskov, som ikke alene gennem de mange år har været fynske opdrættere en god repræsentant med egne og selvstændige meninger, men som også vil kunne fortælle, hvad jeg nu foretrækker at gøre for ham, at han aldrig nogen sinde har været savnet på noget bestyrelsesmøde.

Også mangeårige bestyrelsesmedlemmer for Fyn er gdr. Gunnar Jensen, Sanderum, og proprietær B. Mex Jørgensen fra »Langkildegaard«. De har alle tre været personligheder i et samarbejde, som kun har haft det ene formål at arbejde til gavn og støtte for det, der hedder dansk traveravl.

Og det har jo også været det, der har været denne forenings store mål!

”Dette var så opstarten på den forening der i mange år var hele omdrejningspunktet på den danske travavl og det var jo her hvor Jens Rasmussen (Stald Susan) havde et mangeårigt virke der resulterede i et Æresmedlemskab”

Vi har fundet en mindre artikel fra en ukendt forfatter omkring et af de bedre avlshingste i foreningens historie, fra 1973 og her er den:

STUART HANOVER

Næsten ligegyldig på hvilken måde, man forsøger at lave en »top-ti«-liste over vores avlshingste, nulevende som afdøde, vil man nå til det resultat, at Stuart Hanover var en af vores bedste avlshingste, efter undertegnedes mening den bedste amerikaner, der er importeret til Danmark efter Captain Axworthy. Han er nu død og borte, hans sidste årgang er fem år 1 1973, hvorfor det, med hans børns seneste triumfer i erindringen, nu er muligt at give en endelig karakteristik af Stuart Hanovers børn. Hingsten selv vil vi gå let henover, blot slå fast, at han er efter en mindre betydende hingst, His Excellency, der selv var af meget fornem afstamning, samt at hans midterlinje er enestående god, selv efter amerikansk målestok. Nok så vigtigt er det måske at gøre opmærksom på, at Stuart Hanover ved sin ankomst til Danmark var den mest vindende hingst, der hidtil var købt til dette land.

HÅRDHED OG VÆDDELØBSHOVED

I alt blev Stuart Hanover far til 158 danske indlændere, hvoraf ca. 10%, og fjorten af dem er hidtil er blevet 1.20-travere. Det der kendetegner Stuart Hanover-afkom frem for noget, er ikke rekorderne, men de meget høje indtjeninger Pr. 1. januar 1973 var de 158 Stuart Hanover afkoms gennemsnitsindtjening 21.100 kroner, et fremragende resultat, der stadig vil blive forbedret, indtil O-hestene er 13 år gamle.

Ovenstående skema omfatter supergiganterne og 1.20-traverne efter Stuart Hanover pr. 1. juli 1973.

Ikke færre end syv afkom efter hingsten har vundet mere end 100.000 kroner kun Joe's Pride (der har været opstaldet på Brolykke) er far til flere nemlig ni. Tages antallet af afkom i betragtning, rangerer Stuart Hanover i denne sammenhæng klasser over Joe’s Pride, der til og med O-årgangen er far til 532 travere. Også med hensyn til 1.20-travere rangerer Stuart Hanover over Joe's Pride, antallet af afkom taget betragtning.

STJERNE-AFKOM

Ser vi på Stuart Hanovers enkelte afkom i skemaet, fremgår det tydeligt, at det ikke er »tilfældige« supergiganter og 1.20-travere, hingsten er far til. Fox Hanover er dansk travsports mest vindende hest til dato, derbyvinder og avlshingst med en succesrig start i kraft af New Fox, der både er 1.20-traver og supergigant.

Ikaros er hingsten, der præsterede det umulige at vinde Skandinavisk Mesterskab. Midt i avlsforpligtelserne blev det desuden for nylig til en ny banerekord i Billund på 1.17,8a, der gør Saltum-hesten til provinsens hurtigste traver gennem tiderne.

Nallo har på dansk jord løbet normaldistancen hurtigere end nogen anden dansk hest, 18,2a som fireåring, Gulla Hanover var den første hoppe i dansk travsport, der blev supergigant, Gunga Din har i Norge leveret talrige fremragende præstationer og Marloo har på grund af sygdom aldrig fået vist, hvor god han er når han er bedst.

Bums Stuart er svensk indlænder med dansk mor, Vips (Ax Frisco) Denne hingst er den hidtil eneste traver med »danske« forældre, der har tilbagelagt derbydistancen i 1.20,0

Som morfar er Stuart Hanover endnu et forholdsvis ubeskrevet blad, ældste Stuart Hanover-årgang er 13 år i 1973, men to 1.20travere er det blevet til derby-anden hesten Lau og den tidligere skandinaviske rekordholder for fireåringer, Belinda, der er svensk opdrættet.

STUART HANOVER AFLØSER?

Meget naturligt er adskillige Stuart Hanover sønner allerede forsøgt i avlen, Fox Hanover og Ikaros er nævnt, men også Gast Hanover der er helbror til Max June og halvbror til endnu en 1.20-traver, Niki June, må have krav på en chance som avlshingst.

Den Stuart Hanover søn, der afstamningsmæssigt skulle have de bedste muligheder for at gøre karriere som avlshingst, er Nallo, som man, hvis hingstens udvikling fortsætter, må håbe får en chance i avlen, inden han er tolv år gammel og derfor 17-18 år, inden hans eventuelle avlsværdi kan vurderes med blot nogen sikkerhed. Fælles for Fox Hanover, Ikaros og Nallo er, at de alle tre er faldet efter Joe's Pride-hopper. For Nallos mor gælder endvidere, at hun er halvsøster til to 1.20-travere, Fao 19.7a og Gato 20,0a. Går vi et skridt længere tilbage, ser vi, at mormoderen er faldet efter Styrmand, dansk travsports bedste hingst. Sunlight som er

hoppens navn, opnåede rekord 23,4 og vandt 25.225 kroner, et glimrende resultat af en hoppe født i 1952. Kombinationen Joe's Pride med Styrmand-hoppe tåler også at nævnes. Ud over Fao 19,7a, som er nævnt, er Tjavs 17,9a, derbyvinder og supergigant, Bananen 1.95,5a og dennes helbror, Flying Boy 19,2a, et resultat af denne krydsning.

Når undertegnede har gjort så meget ud af Nallo, er det ikke specielt for at anbefale denne hingst, men for at understrege, at der findes en del indlændere med en god afstamning og en væddeløbskarriere, der mindst er på højde med flertallet af de senest importerede amerikanere. Var det ikke en idé for Opdrætterforeningen eller en privatmand, eventuelt med støtte fra et avlsfond, at leje en ung, d. v. s. 7-8 årige hingste en sæson eller to med senere ret til køb på bestemte vilkår, idet prisen reguleres med en procentsats af, hvad det tjenes hjem på følpengene. På denne måde havde vi en mulighed for at bevare flere af vores bedste hingste på danske hænder, idet ejeren med en procentaflønning hvert år heller ikke bliver »flået« i skat, som han bliver det, hvis han sælger til øjeblikkelig afregning. Francis Senator og Emigrant er de seneste resultater på, at det kan betale sig at satse på danske indlændere.

”Det største talent af Stuart Hanover var måske Nanok, ud af den tidligere top hoppe Bonnie Butler, men to forskellige årsager var årsag til, at man så den sjældent i løbene og for det første var det træner Jørgen Olsen (der ikke startede imod staldens øvrige ejere) selv der ejede ham, så derfor var den tit ude af træning og for det andet var forbenene ikke de bedste af slagsen, men var hesten bare i nærheden af topformen, var den uhyggelig skrap”