Bongos Corner Nyhed

Efter vi for nylig præsenterede Rudolf Jensen som den første travtræner af to, der havde med fra banens opstart, kan vi nu vende blikket imod Poul Stripp (1912-2000), der i mange år var banens førende træner og her er hvad der blev skrevet i 25-Års jubilæumsbogen!

Poul Stripp er den mest sejrende træner på Fyn med 540 sejre og tillige den træner, der har hentet de største triumfer hjem til Fyn. Champion har han været på Odense-banen i alt 15 gange, og han har en anden rekord, der næppe bliver slået nogen sinde: 44 sejre med den samme heste— vidunderhoppen Tagfat. Stripp blev engageret af Fyens Væddeløbsforening som foreningens træner og begyndte 1. maj 1935 i den stald, hvor han stadig har til huse.

HVORDAN FANDT DU TRAVSPORTEN?

Det var noget helt naturligt og dagligdags for mig, fortæller Stripp. Jeg rendte på Amager, fra jeg var en halv snes år, og var også med, da banen åbnede. I 1926 begyndte jeg som stalddreng hos Arnold Jensen og kørte mit første løb i 1930. I dette år vandt jeg også min første sejr med Lily Ortolan til 106 kr. for en daler! Jeg var da i lære hos træner Peter Andersen. Forinden havde jeg haft min første start og var blevet tredje med en hest, der hed noget så krigerisk som Schnadahüpfl.

HVORFOR FLYTTEDE DE TIL ODENSE?

Jeg havde været selvstændig træner i Stockholm i 1933 og 34, men ville gerne hjem til fædrelandet. Der er nogen, der påstår, at jeg aldrig er gået af vejen for noget, og jeg synes, det lød lovende, at man ville i gang med en ny bane på Fyn. Selv om travet var den lille sport i forhold til galoppen dengang, fik vi gode vilkår at arbejde under. 5—6 heste til at begynde med, interesserede hesteejere og amatører, hyggelige forhold mellem os allesammen, forstående ledere. Hvad mere Kunne man ønske sig? Vi professionelle kørte ikke mange løb de første sæsoner. Hovedopgaven var at sætte amatørerne i gang, og det var herlige mennesker. Mange af dem havde aldrig før siddet bag en hest, men der skete sjældent uheld i løbene. Hjælpsomhed og en god portion idealisme var nødvendigt, og man var ikke slem til at lukke op for bødekassen.

FYNSKE TRAVSPORTSFOLK BLIVER ALDRIG TRÆTTE AF AT HØRE OM VIDUNDERHOPPEN TAGFAT

1 1936 blev jeg træner for Stald Domas, og dermed begyndte en ny tilværelse for mig. Meget hurtigt blev Stald Domas en af landets største, og det gik bl. a. sådan til: En dag bad ejeren af Stald Domas mig om at rejse til København og købe heste fire blev vi enige om. Jeg fik 7000 kr. i rigtige menneskepenge stukket ud og satte kurs mod hovedstaden.

Jeg var rystende nervøs for at miste pengene og spændte en sikkerhedsnål over lommen, hvor tegnebogen sad. I Charlottenlund rygtedes det hurtigt, at jeg havde penge med hjemmefra, og trænere og hesteejere sværmede om mig som bier på en honningmad.  Jeg sov ikke roligt, før jeg kom af med pengene.

Da jeg kom hjem, måtte jeg meddele min hesteejer, at jeg ikke havde brugt alle de 7000 kr., hvad man undrede sig meget over. Til gengæld medbragte jeg Olivia, Prinzgemahl, Morning Star og Ophelia. Om det var et godt køb, kan enhver selv bedømme.  Men jeg glemmer aldrig denne oplevelse. Tænk sig den tillid, man viste mig. Jeg var kun 23 år. Det var en fin start for mig også rent menneskeligt.

DET VAR STARTEN FOR STALD DOMAS, OG ÅRET EFTER KOM TAGFAT TIL.

Tagfat regnede man ikke meget med i København. Den stod hos Sofus Sørensen og havde været hængt ud hver gang i sine starter. Jeg fik den som treåring, og den så ikke ud af meget. Den var spattet, men vi fik den helbredt, og lidt efter lidt begyndte jeg at »lave hesten om«. Den nåede at sejre adskillige gange, inden den startede i Derby 1937.

Tagfat førte, til der manglede 150 meter. Så kom Tella the Great og vandt, men hver gang disse to heste siden mødtes fra lige start, blev Tella the Great slået af Tagfat. Den sluttede sin karriere som 8-årig i 1941 efter at have vundet 53 sejre, fået rekord 22.3 og tjent 70.000 kr.

 DET VAR EN ANDENPLADS I ET DERBY.  MEN SEJREN?

 en kom i 1948 med Jolly, og det er mit livs hidtil største triumf. Jolly førte fra start til mål og vandt ganske suverænt i tiden 29.4 i den meget dybe bane. Det blev et rigtigt fynsk Derby med Jøkel på tredjeplads og Jarl Hanover som femte, Også Jolly nåede en smuk karriere og sluttede med en præmiesum på godt 50.000 kr.

MENS VI SNAKKER DERBY: NETOP DETTE STORE KLASSISKE IØB HAR OGSÅ BRAGT DEM DEN STØRSTE SKUFFELSE I DERES KARRIERE?

Da Moster blev diskvalificeret i 1951, netop da vi kørte over mål langt foran konkurrenterne. Ja, det var en bitter pille at sluge og efter min mening komplet meningsløs. En skamplet på Det Danske Travselskabs bane dommere. Det var ligefrem en hviskekampagne, der var sat i gang før løbet.  For Derbyet havde Moster aldrig været » disket«. Moster nåede da også senere at vise, at den 'ikke alene var årgangens bedste hest, men også Danmarks hidtil bedste hoppe, hvis rekord 16.9 stadig består.

DER HAR VÆRET ANDRE STJERNER I STALDEN?

Dixie Star vandt sit Derby med Arnold Jensen. Jeg blev anden i Kriteriet i 1949 med Liberty, Eberlin vandt alle de Grand Prix, der fandtes. Hjalmar, der var tredje i sit Derby, og som jeg vandt 16 sejre med, Arion's Flash, som var højt oppe på vinderlisten i flere sæsoner, Evergreen, mest vindende i 1943, og senere kom Jenna, Nilus Boston, Perlemor, Rekrut og Rita Guy blot for at plukke nogle af dem ud, som jeg husker bedst. Det er jo mange heste, der har været i stalden gennem årene. Jeg mener at have kørt ca. 3000 travløb. Det skyldes også, at jeg har haft så trofaste hesteejere. Stald Domas jeg i 1936, i 1937 kom H. P. Jørgensen og H. P. Frederiksen til.

HVORDAN HAR FYNSK TRAVSPORT KUNNET HÆVDE SIG SÅ SMUKT OVERFOR DE ANDRE LANDSDELE?

For det første er trav menigmands sport mere end galop, og det har ofte vist sig, at ret billige heste har kunnet klare sig godt. Alle kan lære at køre trav, og det har betydet, at travsporten på Fyn er blevet en så stor amatørsport, hvilket har givet en betydningsfuld bredde i fynsk trav. Endelig er fynboer mere lokalpatrioter end de fleste andre, så hesteejerne har ladet deres heste blive i Odense, selv om der var stjerner imellem.

LUTTER TILFREDSHED, NÅR DE SKAL SE TILBAGE?

Så absolut. Det så ikke lyst ud i starten under de primitive forhold, men der er sket en mægtig fremgang. Vi har et godt hestemateriale, og nu skal fremgangen blot følges op. Naturligvis er det vigtigt at få bedre tilskuerforhold. Det er tiltrængt, men det er min overbevisning, at banen også bliver nødt til at forhøje pengepræmierne til hesteejerne. Så vil det gode hestemateriale komme af sig selv.

SLUT

Denne historie viser, at Poul Stripp og tidens øvrige trænere var en del af travsportens guldalder – med fyldte tribuner, mange hesteejere og opdrættere samt en presse, der fulgte sporten tæt.

Der kunne skrives meget mere om Poul Stripp. Selv om hans storhedstid som træner sluttede sidst i 1950’erne, gav han aldrig op og blev ved med at lede efter den næste stjerne. Alle på Fyens Væddeløbsbane kendte ham – han havde jo været en fast del af miljøet siden 1935, og hvis nogen var i tvivl, gjorde han selv opmærksom på det. Efter karrieren kom han stadig dagligt og sad på sin faste plads i Vaskehuset med udsyn over banen, så han kunne følge træningen. Som man siger: Engang travmand, altid travmand.