Bongos Corner Nyhed

I en tidligere artikel har vi skrevet, at det gik rigtig godt for FVB sidst i firserne, og årsagen til dette var, at banen fik sin egen Tarok i den ligeledes røde hingst Hairos, der virkelig satte Fyens Væddeløbsbane på verdenskortet.

Begge disse stjerner var efter Pay Dirt og allerede som treåring havde Hairos, som den første fynske hest i mange år markeret sig i årgangsløbene, hvor det blev til sejre i Kriterium og Treårsstjernen Consolations løb samt et enkelt V6-løb på Derbydagen i flotte 1.18,312000 meter, og derudover har Hairos andre gange været blandt de nærmeste, når præmierne lige efter årgangsstjernen Handybus skulle deles ud, men det skulle blive meget bedre i årene, der fulgte, og jeg syntes, at vi skal genlæse en virkelig god artikel omkring problemerne inden derbystarten for Hairos, der virkelig fortæller om de mange forskellige problemer, der kan være med at træne travheste.

Denne artikel er virkelig godt skrevet af en virkelig travfan og mangeårige journalist samt redaktionschef på Fyens Stiftstidende Jørgen Volmer.

OGSÅ EN SLAGS SEJR!

Pladsen var trang i staldkammeret. Stemningen løssluppen. Gammel Dansk-flasken gik rundt, de små plasticglas blev fyldt. Selv træneren tog sig en hivert, noget man ellers kun ser ved meget festlige lejligheder.

Og hvad var der så at feste for? Såmænd ikke noget særligt, isoleret set. Blot det, at dyrlægen havde kigget på en hest og sagt god for dens deltagelse i løb nogle dage senere.

Det skulle imidlertid vise sig, at feststemningen i det lille kammer blev symbolsk for historien bag Hairos' andenplads i derbyet.

Det er faktisk på denne dag, onsdagen før derbyet, at man skal finde hele hemmeligheden bag Hairos' forrygende sæson med topplaceringen i derbyet, sejr i Koster Memorial, masser af fine placeringer (også udenlands) og ca. kr. 300.000,- indtjent

Hemmeligheden rystede dyrlæge Flemming Reinholdt ud af ærmet. I knap et par måneder havde han haft Hairos som patient og havde kureret de småskavanker, travle løbsheste nu en gang lider af. Denne onsdag skulle Hairos checkes for sidste gang, og dyrlægens konklusion lød: Lad Hairos gå med sine normale sko til søndag og tag dem så af lige inden løbet.

Unægtelig en frisk satsning, Hairos havde aldrig løbet barbenet før. Risikoen for galop var nærliggende, men John K. havde modet til at følge dyrlægen. Og måske havde han ikke andet valg. Faktisk skulle der ske et eller andet. Optakten havde nemlig ikke været for lovende.

Efter et par nemme sejre hjemme i Odense i for-sæsonen, begyndte problemerne. Hairos fik den uvane at galopere næsten hver gang i startøjeblikket. Det kostede topplaceringer i de store 4-års løb rundt omkring i landet, John K. var ved at få grå hår i sit lyslokkede hoved. Så i starten af juli, i 4-årsstjernen, troede man, da der var gået 1700 meter, at alt var godt. Hairos var sluppet perfekt fra start, førte og lignede en vinder i sidste sving, også selv om Preben Kjærsgård kom op udvendigt med favoritten Hasard. Men hvad skete så, pludselig galoperede Hairos umotiveret ved indgangen til den lige bane. Det havde den aldrig gjort før, og sejren forsvandt i aftensolen.

Checken var nok et hul eller to for lang, ærgrede John K. sig bagefter. På staldterrænnet løb han ind i Bo W. Takters dyrlæge, der kommenterede indsatsen sådan: Hvis jeg fik fat i din hest, kunne den blive meget bedre, ja måske den bedste 4-åring i hele landet. Der er noget galt.

Ja, ja, det er godt med dig, tænkte John K. og fortsatte med at ærgre sig over det med checken. Først et par uger efter gik sammenhængen op for John K.

Flemming Reinholdt skulle kigge på Hairos inden starten i et V6-løb. Diagnosen var hurtigt stillet: Hairos havde en ømhed i kode- og hov led i det højre forben. Det var forsvarligt at starte, men bagefter skulle hesten behandles med vidundermidlet Hylartil. Hairos vandt i øvrigt V6-løbet trods kæmpefejl (p.g.a. ømheden) og gik derefter til behandling.

Nu var det et kapløb med tiden. Derbyprøven lå kun et par uger fremme, men Hairos artede sig helt efter planen og kvalificerede sig til startplads i første række trods Kjærsgårds forsøg på at straffe John K. efter »ligtogskørsel«. (I øvrigt mener man på Fyn, at de højere magter straffede Kjærsgård i derbyet for hans bramfrie udtalelser om John K.'s kørsel i derbyprøven).

LANGT HJEM FRA SKIVE

Nu var der kun et løb inden den store opgave, Grand Circle Championatet i Skive. Et mini-felt og en Handybus, som ikke virkede på toppen, og det så godt ud. »Mellem de tre« som forhåbningerne lød på var i hvert fald ikke at tage munden for fuld. Snarere var det for at være på den sikre side, så skuffelsen ikke blev for stor, hvis den på papiret absolut opnåelige sejr skulle kikse. Og det var lige, hvad den gjorde. Hairos faldt tilbage til de gamle nykker og galoperede fra start. Siden gik han pænt, men løb nærmest ind i en mur i opløbet og sluttede som en træt fjerde. John K. lignede en tordensky efter løbet og hvæsede ud af mundvigen: Det er for dårligt. Den er ikke god nok. Den skal ikke starte i derbyet, hvis jeg skal bestemme.

Der var langt hjem fra Skive den aften. Kun 13 dage før målet så alle forberedelserne ud til at ligge i ruiner. John K. havde meget at spekulere på ned gennem Jylland.

Var det ikke nok træning, når Helle Kronkvist hver dag kørte halvanden times langsomt arbejde på landet? Var det mon forkert, at Hairos ikke havde fået hurtigarbejder siden sæsonstarten?  - Hvordan kunne »Ros« dog skuffe sin omgangskreds? Han havde det jo godt under Hjulagårdens kærlige og omhyggelige pleje - og stå på banen, det brød den røde sig jo slet ikke om. Jo, der var nok at spekulere på.

Hairos var dog lovlig undskyldt, viste det sig. Flemming Reinholdt blev atter tilkaldt, og han fandt hurtigt forklaringen på den svage indsats i Skive: Problemer med halsen. Sædvanlig behandling gik i gang, og nu mere end før var det et kapløb med tiden. Eneste positive melding i de dage var, at grundkonditionen var der intet i vejen med. Hairos kunne faktisk ikke bringes i bedre form, og det varmede ikke mindst trofaste Helle Kronkvist.

I et par år har hun troligt hver eneste dag kørt de lange ture med Hairos, som har gjort den røde hingst til et flyvende muskelbundt. Hurtigheden er medfødt og udviklet i løbene.

Om han så skal bæres ... Et let træningsarbejde på banen søndagen før derbyet fik ikke humøret til at bevæge sig op fra kulkælderen. Hairos agerede skidt, travede dårligt, løb skævt og virkede i det hele taget uoplagt. De værste sortseere tvivlede på, om Hairos overhovedet ville få brug for det ellers perfekte startspor 3, den havde fået tildelt et par dage før. John K. håbede på, at de tunge jernsko var årsagen til det dårlige indtryk, Hairos gjorde.

Og så var han ellers parat til om nødvendigt at bære sin hest på banen søndagen efter »Vi starter, uanset hvordan han te'r sig i løbet af ugen«, meddelte træneren uden gnist af optimisme i stemmen.

NOGET AT FEJRE

Og så var vi fremme ved føromtalte onsdag. Den sidste afpudsning, det sidste dyrlæge-check. Stemningen var trykket, mens Fl. Reinholdt regerede med Hairos' ben, inden John fik lov at køre ud.

Nu skal den løbe helt uden sko. Det har den aldrig prøvet før, betroede Hairos' ejer, Erik Sørensen, mig og lod til at klamre sig til den kendsgerning, som en sidste chance for dog at have lidt at håbe på.

En lille håndfuld overvågede det lette træningsarbejde, ingen sagde rigtigt noget. »Den traver da meget pænt«, blev der mumlet. »Den gik bedre end i søndags«, mente John K. efter et par omgange i adstadigt tempo, overvåget af Flemming Reinholdts falkeblik. Han havde set nok. Reinholdt var mest optimistisk af alle. Han proklamerede, at alle problemer med benene var væk, derfor rådet om at smide skoene lige før derbyet. Men hvad så med halsen, spurgte en. Uha, jeg tør slet ikke kigge på den, for jeg kan alligevel ikke gøre noget nu så tæt på løbet, lød den betryggende besked.

Derefter blev der drukket Gammel Dansk. For det at Hairos overhovedet var meldt klar til start, var i sig selv værd at fejre. Når man har en hest- og det ovenikøbet er ens første - ønsker man intet højere end at være med i derbyet. Resultatet, nå ja, det kommer i anden række. Den dag var der garanteret ingen, der satte næsen op efter noget som helst om søndagen, bare det at være med var rigeligt.

Videoen og det indre blik 

Det blev søndag. Hairos varmede op med sko. Og lige inden løbet blev de som aftalt pillet af. Efter den lange ventetid på banen, som fik sommerfuglene til at blafre ekstra lystigt i maven på aktørerne, gik starten. Man holdt vejret- ville Hairos slippe glat afsted?

Det gjorde den, var tilmed på vej til spids, da Ulf Thoresen i international stil skar hårdt ned foran Hairos. Den slags er John K. ikke vant til fra Odense, så han trak klogeligt følehornene til sig og havde stadig en fin placering.

Ved staldene kom så en helt uforklarlig galop, som dog ikke skulle vise sig at blive det store handicap. Hairos var hurtigt nede og var fra da af med til at præge løbet. Med en omgang tilbage tænkte jeg, »ja, om ikke andet så ved folk da i morgen, at der var en hest med i derbyet, der hed Hairos«. Jeg var sikker på, Hairos ville falde fra, men hvad skete - jo tættere på mål, de kom, jo mere stred Hairos, og i et kort øjeblik lignede det sensationen.

John K. har ikke tal på, hvor mange gange han har set videoen. Og man kan vel ikke fortænke ham i, at han ind imellem for sit indre blik ser, at det var ham, der kørte først over stregen. Måske vil han aldrig være så tæt på igen.

Men den dag var han og alle de andre omkring Hairos lige så glade for andenpladsen. Den var en sejr efter alt det gruelige, Hairos havde været igennem. Og langt mere end nogen i deres vildeste fantasi havde drømt om. Aldrig er en hest vist blevet klappet så meget efter en andenplads. John K. klaskede til »den røde« hele vejen fra Strandvejssvinget og over i stalden, og her stod nye folk klar med kys og kram og klap, først og fremmest fru Helle, som minutterne forinden havde givet de omkringstående begyndende høreskader med sin heppen. For den lille håndfuld i stalden var den sveddampende krikke højdepunktet, festivitassen omkring Hawkeye på publikumssiden var kun en distraherende kulisse.

Selv om Hairos senere på året vandt Koster Memorial og tjente lige så meget som i derbyet, så var det John K.'s største »sejr«, da han strøg over stregen med familiens hest, kun brøkdel af et sekund for sent.