Bongos Corner 49
Bongos Corner 49
Bongos Corner 49
Travsporten er langt fra det stjernestøv og glamour, som man måske kan fornemme, hvis man kun ser på, hvad der sker i en vindercirkel, men nej, det er en utrolig hård og til tider meget uretfærdig måde at kæmpe sig igennem livet på, hvor de negative oplevelser langt overstiger de positive, men på trods af dette, har der igennem tiderne været utrolig mange mennesker, der har ”ofret” hele deres liv på netop dette, og de har aldrig tænkt på at forlade det!
Det der i gamle dage ”fangede” så mange unge drenge og piger var miljøet i staldene, hvor både hestene og de gamle travfolk havde en meget behagelig måde at takle denne nysgerrige ungdom på, da de jo selv havde startet på nøjagtig samme måde, og derfor blev så mange af os hængende, og som man sagde før i tiden, var man først blevet ”Bidt af en gal travhest” Ja, så blev man der.
Dette skete også for Kurt Hansen i hans drengeår, der altid havde lyst til travsporten, hvilket hans bror Mogens også havde, men det var jo ikke bare lige sådan at komme ud til Aalborg Væddeløbsbane, så det var en frisk cykeltur på 10 kilometer, hver vej, men det betød jo aldrig noget, for man skulle bare derud.
Kurt kom fra starten af hos datidens championtræner Alvar Poulsen, der havde stalden fyldt med heste, og en af hans medarbejdere var den dygtige staldmand Orla Pedersen, der sammen med træneren vandt mange løb, og efterfølgende blev Alvar Poulsen også Kurts første arbejdsgiver, og han var der i mange år, før han skiftede til træner Jørn Damsgaard og det var de eneste to trænere, som han arbejdede hos i sin tid som staldmand, inden han fik muligheden at nedsætte sig som træner på Fyens Væddeløbsbane, midt i halvfjerdserne.
Nu er der ingen travtrænere, der kan gøre hestene bedre end de er født til, men derimod forsøge at få det bedste ud af dem og her var Kurt Hansen – der aldrig fik heste fra den øverste hylde i træning – virkelig god til netop dette, med sit altid seriøse og fokuserede arbejde med alle de heste, som han havde i træning igennem karrieren, hvor Kurt samtidig altid viste som en rigtig god kollega og utrolig hjælpsom overfor alle og altid myreflittig i sit arbejde. Der er et par billeder, hvor man kan se Kurt Hansen hjælpe Stald Top Ti på derbydage i Lunden.
Hvis vi skal kigge lidt på nogle af de heste, som Kurt Hansen har haft ansvaret for, må Enoch Pan - der var en rigtig talentfuld toåring - nok være den, der har givet ham flest gode oplevelser, som endog startede på Solvalla i sin toårs sæson, men også hopper som Dolly, Fanny Fox, Tina Britton og den meget store Senatorinden samt Hjalmer Langkjær er heste, som man kan huske fra hans karriere.
En løbsdag som Kurt helt sikkert husker, må være dagen, hvor han vendte tilbage til løbene efter et helt år, hvor han var på sidelinjen med en brækket hånd, og vandt hele tre løb, som var de tre første afdelinger af V5, med hestene Tinus Hammer og Casper A samt Akrobat Oh.
En af de mange vanskelige heste, som Kurt Hansen også fik styr på, var Advokat Astrup som han bl.a. kunne vinde Opdrætterforeningens Jubilæumsløb med, og det var en dag, hvor han yderligere vandt med hestene Bomi The Great og Vivi F.
Det skal endnu engang bemærkes, at Kurt Hansen sjældent modtog de mest talentfulde eller lovende heste i træning. Ikke desto mindre blev der altid lagt stor vægt på grundig og seriøs træning af samtlige heste, hvilket bevirkede, at både spillere og publikum kunne være sikre på, at Kurt Hansens heste mødte velforberedte op til løbene.
Kurt Hansen kørte sit sidste travløb i 2020 og afleverede sin licens den 31. december samme år, så endnu et langt liv i travsportens historie var fuldbyrdet,og ligesom mange andre før ham ville sige, ville han gøre det samme igen, hvis han fik muligheden.
Udover hestene, havde Kurt også en lille kærlighed til brevduerne, og på trods af at han ikke deltog på kapflyvningerne med dem, kunne han ikke undvære den daglige gang med dyrene, og han nød sin omgang med de fjerede venner til det sidste. Desværre har livet ikke været så gunstigt for Kurt Hansen her på det seneste, og han er derfor en meget savnet mand i dagligdagens møder på banen og i Vaskehuset, og derfor er vi mange i den store travfamilie, der er glade for at kunne være med til at fejre Kurt Hansens 80-års fødselsdag her på banen i dag, og der skal fra os alle sammen lyde et kæmpestort til lykke med dagen, og samtidig en stor tak og taknemmelighed for indsatsen igennem alle årene.